Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - f. Mennesker og typer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
307
enkelpersonlighet. Individet blir jamgodt med hele menneskeheten, og dets
fantasiliv former sig efter dette. Menneskeverdenen smelter ind til at bli
det som er tænkt, sagt og gjort av dette eneste jeg; standpunktet er det
man i psykologien kalder solipsisme.
Det er spor av solipsistisk tankegang hos Ibsen. Med grund kunde
man her vise til hans sky tilbakeholdenhet overfor andre mennesker og
deres affærer. De evige forsikringer om at han ikke vil række sin haand
med til nogen politisk partigjerning, at han ikke har noget positivt
standpunkt i kvindesaken, at han ikke hadde nogen personlig interesse av
kampen om troen osv., er ikke skikket til bare at vække beundring hos
os; selv om det skal indrømmes at han hadde en uvanlig grund til at
være optat alene med sig og sit. Det lykkes ham saa ytterst godt at
holde sig klar av alle andre og alt andet. Man læse gjennem hans brev
og se hvad han skriver om og interesserer sig for. Alle veier fører her
til — Ibsen. Han har selv greie paa at det er saa med hans selvføling;
nogen videre tanke paa solidariteten mellem menneskene plages han ikke
av; mang en gang fornemmer han det som har han nok med at berge
sin egen aandelige personlighet1. Mellem Ibsen og flere skikkelser i hans
dramaer er det i dette punkt et slegtskap som sier meget. Et drag av
solipsisme findes ikke bare hos Brand, men ogsaa hos mænd som dr.
Stockmann og John Gabriel Borkman; Per Gynt kredser til sin død om
det Gyntske selv og er sig selv nok; først mot slutten gaar det op for
ham at han paa den maaten har nøiet sig med vel litet. — Et særeget
træk vi oftere finder hos Ibsen, er det, at han forfølger en sak saa at si
baade paa retten og rangen; han gir baade det normale og det patologiske
ved den livsytring han studerer. Den solipsistiske tankegang har han efter
samme digtervane karakterisert i en eiendommelig forekomst, som streifer
ind paa det psykopatiske, eller som i hvert fald virker som en anomali. Hos
flere av Ibsens mænd, særlig hos livsinvalider i hans dramaer, melder den
tanke sig som noget selvsagt, at deres ideale selv skal gaa igjen i deres
barn; sønnen faar den rolle tildelt at skulle bli likesom en direkte
personlig forlængelse av sit faderlige ophav. Det solipsistisk følende jeg faar
dermed ikke bare større omfang i rummet, — men ogsaa en forlængelse
i tiden, ialfald for et stykke tid. Slike tilfælder har vi i Skule jarl,
Allmers, konsul Bernick, John Gabriel Borkman. I Borkman-dramaet er ogsaa
moren fanget i samme solipsistiske illusion. Som et slags korrektur lyder
motmælet hos den unge Erhard Borkman, som slet ikke vil la sig paa-
1 Brev til Georg Brandes fra 1871. Breve I, s. 234. Hos Nietzsche samme
refleksions-maate i uforfalsket ensidighet; se min „Samtids’-artikel s. 289 fg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
