Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - g. Livsforhold og livsidealer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H.-F. Kl.
opgjøret med manden kaster Nora til slut ind i samtalen et eget begrep —
det samme som Kierkegaard har brukt paa en noget lignende maate: det
vidunderlige, noget heroisk, noget frigjørende, noget i likhet med en gave
av en stor natur, git i rette stund til en sjæl i spænding og nød. Det
var det hun hadde gaat og ventet paa. Kvinden holder det frem som
det hvormed samlivet staar og falder. Det vidunderlige mene nu i det
enkelte tilfælde hvad det vil, altid peker det hen paa en værdi for den
indre personlighet. Dette syn paa egteskapet lar ikke bare det seksuale
naturforhold komme helt i skyggen, det fører ogsaa langt bort fra samfundets
teori. For samfundet har andre tanker med egteskapet. Det fremhæver
som formaal at opdra barn, at gi et hjem til den slegt som vokser op.
Men omsorgen for samfundet hører nu engang ikke med til Ibsens
specielle moral. Hans livsidealisme lyder: Først og fremst mennesket, saa
faar det gaa menneskeheten som det vil!
Inden familien skyter de personlige samforhold flere grener. Der er
f. eks. forholdet mellem mor og søn. Det blir tegnet med større energi
end det mellem far og søn. Ibsen byr paa dette omraade i sine
skildringer paa eksempler av den gamle familietype: Mor Aase, Inga
kongsmor, dronning Margrete, den stakkels fru Alving. Men saa findes ogsaa
paa den andre side tilfælder da individene er helt uten følelse for de
naturlige baand. Forholdet mellem Erhard Borkman og hans mor er
forunderlig fremmedartet. I »Brand« kan doktoren melde fra dødsleiet for
prestens mor, at hun trøstet sig med at gud ikke var ratt saa haard som
hendes søn. Omvendt er hver naturlig kvindelig følelse stivnet hos Rita
Allmers overfor hendes lille Eyolf. Hver gang det slaar klik for det
naturlige hjerteforhold, er individet som forgjort av et eller andet begjær,
en eller anden altopslukende lidenskap. Individualismen har sine særegne
følelsesygdommer. Ibsen har set dem.
Mest paafaldende hos Ibsen er kanske følgende træk fra den sociale
psykologi i hans dramaer. Hvorsomhelst Ibsen føier to kvinder
sammen, er forholdet enten fattig paa følelser, eller det blir skildret som
uvenlig, ja bent frem ondartet. Hele Ibsen-litteraturen indeholder knapt
et eneste tilfælde av varmt og kjærlig forhold mellem mor
og datter1. Hvad skulde være forklaringen? Kanske denne: Ibsen er
digter for de maalsikre tanker, de viljefyldte tilganger i livet. Men for
saadant er litet positivt at hente fra kvindesamvær. Skal noget av vilje
og maal syne sig fra den kant, saa maa det være naar kvinder staar frem
som rivaler. Saaledes er det vel gaat til, at strid er blit grundarten i
1 Nærmere paa vist i H. I. als Dichter und Denker s. 123 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
