Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 13. Retsfilosofiske arbeider og diskussioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
fii.osofien i norden.
323
tilstand der virkelig fuldkommen ophæver viljens frihet, ogsaa maa ophæve
tilregneligheten«. Han fører i det hele i diskussionen saken principielt hen
til dette punkt om viljesfriheten, citerer mænd som Wharton, Krafft-Ebing
og Caper-Liman som stette for, at lægevidenskapen i nutiden
gjennemgaaende mener at enhver moralsk defekt der skal kunne bevirke
util-regnelighet, maa staa i forbindelse med eller utspringe av en enten
oprindelig eller erhvervet forstyrrelse i den normale hjernevirksomhet. Det er,
som det sees, moderne fremskridt i kundskapen om sjælslivet som faar Getz
til at vaage sig ind paa dette viljesproblem, som han bare vil ha lest i den
gamle retning. Getz retter med grund opmerksomheten ogsaa paa den
indre tvang, som kan opstaa selv hos mennesker som ellers i handlingens
eieblik i enhver henseende er normale, nemlig under posthypnotiske tilstander;
under gjennemferingen av den psykofysiologiske tankegang mister han
imidlertid igjen den nekkel han hadde i haanden. Han karakteriserer de
nævnte sjælelige situationer som tilstander deri det er tvil om »viljens
bundethet skal kunne henferes til en forstyrrelse av de sjælelige
funktioner«. Her maa der sperres: Hvad ellers! Hvad anden mulighet skulde
det være!
Av det som Getz ievrig har ydet, kan endnu et par ting sættes i
forbindelse med filosofien.’ I 1876 forfattet han sit opsigtvækkende
debut-arbeide, Om den saakaldte delagtighet i forbrydelser (trykt i B. G.s
Juridiske Afhandlinger). Naar han her viser at denne ældgamle adskilling
mellem utferende og forberedende handling i dette retsspersmaal er
uholdbar, saa har hans grundige kritik baade logisk og moralsk interesse. — I
et foredrag i 1885, Om demokratiet, (trykt sammesteds s. 631 ff.) peker
han paa en formentlig hovedstrømning i tiden, nemlig i retning av respekt
for det historisk givne og av en gjensidig tilnærming mellem de forskjellige
mere avgjerende filosofiske teorier. Getz takserer tilbeieligheten hos
filo-ferne til at metes paa halvveien noget for heit. Et sympatisk træk er
hans forsek paa at dømme retfærdig om den materialistiske tankegang.
Man faar av dette foredrag indblik i hvilke filosofer som særlig utgjorde
hans læsning. Han viser til skrifter av tænkere som Stuart Mill, Albert
Lange, Laas, Schuppe, Spencer, Taine, Paul Janet og Lotze og flere
sociologer og statsekonomer. Personlig synes han i særlig grad paavirket
av filosofer som Stuart Mill og Albert Lange.
Lignende anledning som Getz til at komme ind paa problemer med
retsfilosofisk betydning har Francis Hagerup hat (i 1887 utnævnt til
professor i lovkyndighet i Kristiania). I Strafferettens almindelige del (jeg
holder mig til utgaven av 1911) rerer han ved flere emner av filosofisk
karakter; han drefter strafferettens psykologiske og etiske grundlag, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
