Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fiskerjænten
5Jy
arm; »jeg har sørget for det altsammen.« Straks slåp
Petra sig selv, som man slipper et altfor tungt tak; hun
pustet ut som efter en kamp og overgav sig til moren.
Denne gik foran henne in i et lite kot bak kjøkkenet,
hvor intet vindu fantes, og hvor der brænte lys; —
her hadde hun sittet gjæmt, mens de larmet utenfor.
Kottet var så trangt at de knapt kunde røre sig der;
moren tok frem en bylt, noget mindre æn den Petra
bar, åpnet den og drog ut et sætt sjømannsklær. »Tag
disse på dig,« hvisket hun. Petra skjønte straks
hvorfor hun skulde det, men at moren ikke nævnte grunnen
rørte henne. Hun klædde av sig og tok på sig, moren
hjalp til og kom derved engang nær lyspråsen, så Petra
kunde se hennes ansigt, og så for første gang at
Gunlaug var gammel. Var hun biet det i disse døgn, eller
hadde Petra ikke før set det? Barnets tårer trillet
nedover moren, men hun så ikke op, hvorfor den annen
heller ikke flk ord. En sydvest var det siste som hun
mottok, og da hun hadde sat den på, tok moren bylten
fra henne, blåste lyset ut og hvisket: »Kom nu!«
De gik atter ut i gangen, men ikke igjænnem
gate-døren; Gunlaug lukket op til gården og låste siden
igjæn. De gik igjænnem den nedtrådte have, over de
kastede trær, det sønderbrutte gjærde. »Du får se dig
om nu,« sa moren, »du kommer vel aldrig mere hit.«
— Den annen gøs og så sig ikke om. De gik den øvre
vej, langs skogen, der hvor hun hadde hat sit halve liv
og hin kvæll med Gunnar, hine med Yngve Vold og
den siste med Ødegård. De gik i visne blade, som nu
var begynt at falle; det var natkoldt, og hun frøs i sin
uvante dragt. Moren bøjde ned mot en have; Petra
kjænte den straks, skjønt hun ikke hadde ståt på dens
øvre side efter hin dag hun som bam hadde stormet
den; det var Pedro Ohlsens have. Til den hadde
moren nøkkel og lukket dem in.
Det hadde kostet Gunlaug at gå til ham om
formiddagen, det kostet også nu at komme med den
ulykkelige datter, hun selv ikke længer kunde gi hjæm. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
