Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Fiskerjæntiii
det måtte til, og det som måtte til, kunde Gunlaug
gjøre. Hun banket på bislagdøren, og næsten straks
hørte de trin og så lys; efter en stund blev der lukket
op av Pedro, som stod innenfor i rejsestøvler og
rejsedragt, blek og rædd. Han holdt et talglys i hånden
og sukket, da hans øjne fallt på Petras ansigt, som var
ophovnet av gråt; hun så op på ham; men da han ikke
våget at kjænne henne, så våget heller ikke hun at
kjænne ham. »Han her har lovet at hjælpe dig til at
komme bort,« sa moren uten at se på nogen av dem,
idet hun gik et par trin op til gangen og lot de andre
følge efter in i Pedros værelse på den ånnen side.
Værelset var lite og lavt, en ejendommelig innestængt luft
slog dem i møte, og gav Petra kvalme; hun hadde jo
nu i over et døgn hverken spist eller sovet. Midt
under loftet hang et bur med en kanarifugl i; man måtte
gå rundt for ikke at støte til det. De gamle, tunge
stoler, et svært bord, et par store bondeskap som nådde
taket, trykte alt ned, så det blev ænnu mindre. På
bordet lå noter og en fløjte over dem. Pedro Ohlsen
slæpte om i de store støvler, som hadde han noget at
gjøre; en svak stemme lød fra bakværelset: »Hvem
eidet? — Hvem er inne?« — hvorpå han gik ænnu
snarere rundt, idet han mumlet: »A, det er.. hm. hm,,...
det er.. hm, hm,« og derpå in hvor stemmen kom fra.
Gunlaug sat ved vinduet med begge albuer på
knærne og hodet i sine hænder, stirrende ned i sanden som
var strødd over gulvet; hun talte ikke, men hun drog
stundom et tungt suk. Petra stod ved døren med
sam-menslåede ben og med begge hænder over brystet: ti
hun følte sig syk. Et gammelt slagur hakket tiden i
sønder, talglyset på bordet stod og rant med lang tanne.
Men moren vilde gi en grunn for deres ophold her og
sa: »Jeg har kjænt denne mann engang.«
Ikke flere ord og intet svar. Pedro vedblev at være
borte, lyset rant sørgelig, og uret hakket. Kvalmen
tok Petra mere og mere, og derigjænnem suste
uophørlig morens: »Jeg har kjænt denne mann engang!« —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
