Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Fiskerjænten
ha svart før om nogen dager,« hvisket datteren og bøjde
sig ænnu dypere over roserne. Den sagteste erindring
om henne deroppe kunde, når datteren bredte den
således ut, få hint hårrike løvehode til at bli mykt som et
lams. Han følte straks sanheten, han stod som en
skolegut der er grepet i fusk; han glæinte at dampe og at
gå, og langt om længe hvisket han: »Skulde1 jeg be
henne bli i nogen dager?« — »Du har jo nu svart.« —
»Ja, men ett er at opta henne, et annet at la henne være
her i nogen dager.« — Signe syntes også at tænke sig
om, sa ændelig: »Du får gjøre som du synes.«
Provsten vilde nok prøve forslaget ænnu nøjere, idet
han atter gik op og ned nogen ganger og røkte stærkt.
Ændelig stanste han: »Vil Du gå in, eller skal jeg?« —
»Det gjør visst mest godt når du går,« sa datteren og
så mildt op.
Han var just i færd med at ta i låsen, da en
smæl-lende latter lød innefra — atter stiilt, og derpå et helt
brak av latter. — Provsten, som var veget tilbake, for
atter frem, og datteren efter; ti hun derinne måtte være
biet syk.
Da døren blev åpnet, så de Petra sitte hvor hun hadde
sat sig, og foran henne en opslåt bok, som hun hadde
kastet sig over uten at vite derav. Hennes tårer hadde
trillet på dens blad; hun så det og vilde tørre dem bort,
da hun blev var et uttryk av det saftige slag som hun
husket fra sin gatetid, men som hun aldrig hadde trodd
at nogen bok turde ta i sin munn. Ganske forfærdet
glæmte hun at gråte, men stirret ned i boken — hvad
kunde dette dog være for galskap! — hun læste med
åpen munn, det blev bare værre og værre. så grovt, men
så uimotståelig morsomt, at det var umuligt annet, hun
måtte læse mere; hun læste, til hun intet annet sanste,
hun læste sig fra både sorg og sut, både stund og sted
— hos gamle fader Holberg; ti ham var det! Hun lo,
hun skoggerlo — selv nu, da provsten og hans datter
stod over henne, så hun ikke deres alvor, husket ikke
sit ærend, men lo og spurte: »Hvad er det, hvad i al
værden er det?« hun slog selv op titelbladet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
