Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Fiskerjænten
set, blusset: — »Gud, de er visst brænt! de lå inne på
mit værelse!« Signe hadde vændt sig mot henne,
provsten tok fullt sigte fra siden: »Hvad bruker du
klæs-snorer til?« Åndedrættet drog hastig, han kunde næppe
tale. Petra så på ham. hans skrækkelige alvor flk
henne halvt rædd, men i næste øjeblik fristet det henne
til latter, hun strævde en stund imot, men ved atter at
se på ham brast hun i en sådan hjærtens latter, at hun
ikke mere kunde stanse; — der fantes ikke mere ond
samvittighed i den æn i en rislende bæk. Signe hørte
det på klangen, sprang op av sofaen: »Hvad er det,
hvad er det?« — Petra vændte sig, lo, hoppet, dukket
og vilde på dør. Men Signe i vejen: »Hvad er det?
Petra, sig det!« — Petra gjæmte sig hos henne, som
vilde hun i skjul, men vedblev at le over alle grænser.
Nej, således bærer skyllen sig ikke ad. det kunde
provsten nu også skjønne; — han som stod på sprang midt
oppi raseriet, hoppet istedet ned i latteren, og Signe
efter; intet i værden er mere smittende æn latter, og især
latter som er aldeles ufattelig. De forgjæves forsøk
som snart provsten, snart Signe gjorde på at få at vite
hvad de lo av, øket munterheden til det voldsomme;
jænten som stod og væntet, måtte tilsist også til at
skråle med; hun hadde hin underlige grubelatter med
hiving og hejsing: hun følte selv den passet ikke
mellem så fine møbler og mennesker, hvorfor hun skyndte
sig på døren for ret at slippe løs i kjøkkenet. Hun drog
naturligvis smitten med sig dit; snart væltet en hel byge
av latter in fra kjøkkenet, hvor man ænnu mindre visste
hvad man lo av, og dette tændte stuens latter på nv.
Da man tilsist var nær ved at være ødelagt, gjorde
Signe et siste forsøk på at få vite årsaken. »Nu skal du
sige mig det!« ropte hun og holdt Petras hænder. —
»Nej, ikke for alt i værden!« — »Ja, men jeg vet hvad
det er!« ropte hun igjæn; Petra så på henne og skrek,
men Signe ropte: »Far vet det også!« Petra skrek ikke,
hun hylte og slet sig løs, kom til gangdøren, men der
tok atter Signe henne; da vændte Petra sig for at kjæm-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
