- Project Runeberg -  Mit liv og levned /
127

(1898) Author: Johannes Henrik Tauber Fibiger With: Karl Gjellerup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



Udfald.« Men der kom intet videregaaende Udfald,
kunde heller ikke dengang komme. Hendes Liv var saa
tynget af Sorg for hendes Kjæreste, at hun ikke kunde
tage sig selv for i den Grad, som vi forlangte. Hun
skulde først fuldkommen nedbrydes af Familiens frygtelige
Nemesis, før Gud kunde vinde hendes Liv.

Hendes Broders Helbred var paa Madeira bleven
mere og mere elendigt, og hans Sjæls Tilstand var ligesaa
sørgelig. I hans Ensomhed havde Fortvivlelsen over hans
sammenstyrtede Idealer og Naget over de ludenskaber,
der havde gjort hans høitflyvende Gang saa forjaget,
affødt en Livsbetragtning, der antog en dæmonisk Charakter.
Det var sønderrevne Sjæles sædvanlige Klagemaal, der
overfører deres egen Jammer paa al Verden. — »Disse
Mennesker kunne længe nok holde deres Forfængelighed
og Hykleris Pjalter sammen om deres ækle Saar, de skal
ikke narre mig. Jeg var ung og godtroende, og see, hvad
der er kommen ud deraf! Jeg har gjennemskuet dem,
jeg seer alle disse Narre, disse Slyngler, Løgnere og
Vel-lystninger i al deres Nøgenhed. De sledske for hinanden
og lyve, de krumme Ryg for fint at tage de Prygl de
faae, de grine og maatte hellere skrige. Al Verden er en
raaden Byld, uskyldige Børn er kun Lastens Frø, selv
Naturen gider jeg ikke kalde skjøn, den lurer kun paa sit
Bytte.« — Det var Grundtonerne i de Betragtninger, han
i det uendelige varierede.

Det eneste han endnu havde tilbage, var hans
Kjærlig-hed til hans Moder og Søskene, en Følelse, der hos ham
var ligesaa overstrømmende stærk som hos disse. Hvad
han i sine Breve fortalte dem, var derfor endnu smukt og
altid holdt i skjøn Stil, kun endte hver Scene gjerne med :
Jeg vendte mig og græd. Men da han i Forsommeren
kom hjem paa et Handelsskib, hvorpaa han havde lidt
meget, brod hans grulige Stemning ud i fuld Maade,
dødssyg som han var og afmægtig til at styre den.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:15:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fjmitliv/0141.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free