Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han havde samlet paa den, ligesom paa Sygdommen
i flere Aar. Da han i Sommeren for laa i Kolding og
Ilia var hos ham, havde Lunddahl, som der besøgte dem
havt meget at fortælle om det Sprog han førte; vi fandt
det dengang baade til at lee og græde over. Men som
han sad hjælpeløs sammensunken i sin Lænestol, og i al
den Tid, der levnedes ham af Hosten og Spytteskaalen,
med sin frygtelige Veltalenhed gav sin Verdenslede frit
Løb, smykket med de mest nærgaaende Lignelser, var det
kun til at græde Blod over, saameget mere som han tog
til heller ikke at spare sine Nærmeste. Naar hans Søster
efter den Tids Skik en varm Sommerdag kom ind med en
nedringet Kjole, kaldte han det frækt at vise sin
Nøgenhed, og den stakkels Pige skyndte sig grædende bort. Da
hans Farbroder havde faaet en Orden, og visselig ærlig
havde fortjent den, beskrev han udførlig, hvilke
Kjelttringe-streger han havde begaaet for at faae den.
Saa faldt han atter hen i Klager over hvad Smærte
det forvoldte ham at afsløre Sandheden. Og naar jeg
talte ham christelig til, hvilket jeg ikke helt forsømte,
skjønt jeg, overvældet som jeg var, ikke kunde gjøre det,
som jeg vilde, kunde han under Taarer udmale,
hvorledes al Religiøsitet systematisk var bleven ødelagt hos
ham som alle hans Kammerader, ligefra den parodiske
Undervisning de havde faaet paa Akademiet, til den
frække Udhalertone, han havde mødt overalt, hvorhen han
vendte sig i Livet.
Ak ja, det Sande var, at hans Liv nu var forspilt.
Det eneste Haab for os var, at han dog ikke kunde
mene alt hvad han sagde. Det havde altid været hans
Maade at drive sine Betragtninger til den yderste
Conse-qvens — endelig da ogsaa et Familietræk hos os alle —,
og som han nu næppe var sig selv mægtig mere, kunde
han ikke modstaae en Trang til at bruge sine sidste
Kræfter til at bevise sine Paradoxer. Forat forstaa, hvad
vi led derunder, maa man vide, hvor hoit vi satte ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
