Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men han var en overordentlig kritisk Natur, og hans store
Kundskab til Oldtidens Aandsbevægelser virkede til, at
han maatte ansee dens Forkyndelse af det Overnaturlige
for Selvskuffelse, for smuk, men naturlig Dannelse af
Legender. Jesus og hans Disciple vare ham de største af
alle Mennesker, men Kirkens systematiske Udvikling vendte
han sig med Misnøie fra, og sagde, at da
Christen-dommen var bleven Statsreligion, havde den gjort Mennesker
grummere end Hedenskabet. »See, hvor nænsomt Athenæerne
tog paa Sokrates,« sagde han, »og hvorledes behandlede
man siden en Kjætter?«
Det var i det Hele ikke synderlig bekjendt for hans
Venner, hvorledes det stod sig med hans Tro. Kunstnere
pleie ikke at være videre opmærksomme paa den Sag.
Ikke engang Skovgaard, som blandt de yngre stod ham
nærmest, og selv var en fast troende Christen, vidste det.
Bissen, der selv var en Fritænker og ikke skjulte det,
vidste det bedre, og rystede smilende paa Hovedet ad
Høyen. Til mig talte han ofte derom, altid i en
bekymret Tone, og fortalte mig selv, hvorledes han mente,
han maatte komme igjennem for ikke at vække
Forargelse: »Jeg vilde ikke for nogen Pris forstyrre Skov-
gaard med mine Tvivl,« sagde han, »eller Georgia« —
Skovgaards Hustru, Datter af J. Fr. Schouw.
Engang jeg gik med ham i Mariekirken i Haderslev,
paa hvis Alter der stod et stort smukt Crucifix, blev han
staaende foran dette, saae længe paa det, og sagde saa i
en dybt bedrøvet Tone: »Det er Døden. Videre kan jeg
ikke komme.« »Vi kan dog ikke undvære Opstandelsen,«
bemærkede jeg, men dertil svarede han intet. En Gang
fandt jeg ham liggende paa sin Sofa, læsende i Platons
Phædon. Naar han befandt sig ilde, læste han helst
Ting, der kunde lede hans Tanker til Evigheden. Da jeg
kom, udbrød han: »O herlige Mennesker, Sokrates og
hans Disciple! Men jeg forsikkrer Dem, at engang jeg
havde læst den Bog, og efter den kom til at gjennemgaae
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
