Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
273
Øjeblikket ikke havde noget selvgyldigt Liv, men tilhørte Sliddet der-
ude. Jeg husker en Dag — der var hengaaet meget lang Tid
at jeg fandt paa at ville derop; det var Ferie, og det kom mig for,
at jeg trængte til lidt aandelig Bevægelse. Ja, Christiansborg var
forlængst brændt; Billederne våre komne til at hænge paa et nyt
Sted, i en ny Rækkefølge; men de vare der allesammen. Jeg huske-
de dem jo saa godt; der hang dette, og der hang hint. Jeg huske-
de ogsaa godt de ildfulde Følelser, de engang vakte; men idag var
det, som om intet kunde vækkes mere. Hin Forgemthedens Aand
var bleven saa tyk, al det grænsede til det modbydelige. Det var
umuligt at genoplive disse Følelser. Naar jeg saa paa Billederne,
maatte jeg ordentlig bedrøves over mig selv. ,,Lever jeg ikke mere,
er jeg gaaet ud?" spurgte jeg mig selv. ..Hvor har det Stykke
der engang kunnet fylde mig med Ild. Nu er der ikke en Gnist at
hente mere. Ligegyldigt og uden Fang kan Blikket lobe hen over
hele Væggen.” Ja. det kunde det. Nu og da standsede det ved Hjør-
net af en Ramme, og saa kunde man sidde halve Timer og se derpaa,
som om den var et af Kunstværkerne. Jeg brod mig ikke om at se
paa noget af det hele. ,,Det kan jo være mig det samme med alle
disse Stemninger; hvad komme de mig ved? At der nu har siddet
saadan en solbeskinnet lille Sky paa Himmelen der, kan ret gerne
være; men hvad saa? Hvorfor skal man ase med alle disse Fore-
stillinger. Se nu det Stykke der fra 1848, hvor de køre i Holstensk-
vogn: nu skulde man begynde at fole gammelt ved det. Næh! Jeg
forsikrer, jeg gør det ikke. Saa lad mig før hedde en Filister. Der
er noget, jeg oprøres imod derved. Naar man har naaet en vis Ål-
der, er man ikke længer oplagt til at gaa og følge alle de Anvisnin-
ger paa Følelse, Folk kan finde påa at hænge op. Hvorfor i al Ver-
den skulde man gøre det, gaa og krybe ind i alle disse ,,Skind",
hvoraf hver enkelt jo kun er en Begrænsning for Tanken. Hvor det
ordentlig er en Vederkvægelse at nøjes med at se paa Rammerne!
Underligt nok faldt det mig slet ikke ind at gaa. Saa satte jeg mig
i en af de behagelige bløde Sofaer, der staar, lagde Hovedet tilbage
og kunde i lange Tider se paa en eller anden Gesims, et gammelt
Stykke forgyldt Ornament el. I. Hvor det var dejligt! Hvilken Fred
kunde der ikke komme til Stede i Sindet! Hvor vidunderligt, saa-
ledes at lægge Verden bort, ret som om man var død og borte, og
det var et forbigangent Standpunkt, da man havde noget med Livet
at gøre! Hvad har man til syvende og sidst med det at gore? Med
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
