Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»DEN ENSOMMES HJEM«.
187
Da taler jeg mig selv til Rette
Og higer imod Maalet frem;
Da takker jeg dig, Gud, for dette:
At jeg har her og hist et Hjem."
At hun efter de mange Aars Forløb atter skrev
noget med Tanken om at faa det udgivet, var en
stor Begivenhed for hende.
„Er det ikke underligt", — skriver hun selv
derom, den 4de November 69 — „netop i disse Dage
for tyve Aar siden sendte jeg mit første Arbejd her
fra Lolland til København, og nu da jeg har sendt
det sidste (i det mindste for Øjeblikket det sidste: Et
endnu tænker jeg paa!), svares der mig næsten med
de samme Ord, endskønt saa forskelligt — ja, Gud
ske Lov! helt forskelligt. Heiberg skrev, at min Bog
„vilde bringe sympathetiske Strenge til at klinge i
mangt et beslægtet Gemyt". Nu skrives der af en
anden Yen om dette lille Arbejd: „Gode Mennesker
ville læse det med Glæde". For mig ligger hele min
Livsudvikling imellem disse to Udsagn, og jeg er
i Sandhed lykkelig, taknemlig imod Gud over, at den
tidlig tog den Retning, hvorved jeg er ført i Havn.
Det vilde være vanskeligt at forklare dette, der
fremkaldes af alle mit Livs Erindringer, men hviler stille
i Stemningen, uden Trang til at forme sig som Tanker
og Ord eller Fordring paa, at Nogen skal forstaa det.
Man siger jo, at ensomme Mennesker vænne sig til
at snakke med sig selv, og saaledes vænner jeg mig
til at tænke højt i mine Breve i Steden for at skrive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
