Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
BREVE TIL EN VENINDE.
„Livet er visselig hverken helt smukt eller helt
glædeligt, men det Onde kan ikke gøre os noget, for
saa vidt det ikke staar i Pagt med det Onde i os
selv, og Glæden er ikke det bedste i denne Verden;
Gud har bedre Gaver til sine Børn. Men den følger
dog med i Tilgift, især i denne Juletid, da
Kærligheden fejrer sin Fest, da enhver sand Pagt mellem
Hjerterne fornyes, da gode Mennesker tilgive deres
Uvenner, og da det er dobbelt vanskeligt at forstaa,
at Nogen kan ville gøre Fortræd."
„Hvis ikke rene, trofaste Hjerter havde sluttet
sig til mig, vilde Livet rigtignok været en tung
Byrde, og Vejen tit ufremkommelig. Nu føler jeg
mig tryg og rolig. Jeg er ikke mere det Barn, jeg
var for nitten Aar siden, og jeg tror ikke, noget kan
møde mig i Livet, som jeg meel Guds Hjælp ikke
skal kunne bære og faa vendt til det Gode."
„Jeg kæmper helst i Stilhed min indre Strid og
viser Vennerne et roligt Ansigt".
„Naar Gud giver Taalmodighed, som han vil,
eider aldeles intet i Vejen. Alle andre Midler mod
Tungsindet, selv om de er af Nytte udadtil, er dog
kun Galgenfrist. Men Taalmodighed er Sjæleføde —
den er en „Sukkenes Bro", hvorover vi gaa ind i en
friere, lysere Tilværelse, i Steden for at den jordiske
„Sukkenes Bro" førte til Fængsler. Hvor jeg vilde
ønske, du havde denne glade Forlængsel efter Døden
til fælles meel mig, at vi sad sammen som Børn i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
