Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213 BREVE TIL EN VENINDE.
mørke Stue og ventede, at Døren skulde aabnes til
Juletræets Glans og Glæde. Jeg veed, den samme
Glæde venter Alle, som ikke selv kar forspildt den,
og maaske bliver den større, naar Dødsfrygten er
gaaet forud. Men Forventningen er i sig selv saa
skøn; at se hen til denne Dør, bag hvilken
Kærligheden sysler med Forberedelsen til det Skønne,
hvormed den vil overraske sine Børn, naar Mørket
begynder at ængste, det er dog dette Livs store Under.
Og hvorfor ikke tro derpaa? Der staar jo skrevet:
at denne Tids Forkrænkelighed er intet mod den
Herlighed, der skal aabenbares for os."
„Naar jeg ser ind i mit Hjerte, finder jeg
Nøjsomhed og Tilfredshed, ser jeg ud over den Vej,
jeg sandsynligvis har at tilbagelægge, er det med
Taknemligked, fordi Gud har gjort den saa jævn og
betrygget. Arbejdsløshedens forunderlige Sorg er
taget fra mig; jeg ønsker blot, at mine Kære vilde
glæde sig med mig- over det Gode og finde sig
ligesaa godt som jeg selv i. at jeg naturligvis, ligesom
andre Mennesker, har mine Prøvelser."
.,Jeg føler mig ogsaa tit tungsindig og mod i
Hu, som der staar i de gamle Viser; jeg veed saa intet
andet Raad end at holde inderlig fast ved Troen paa
Lyset, naar der er mørkt i og om os, saa spredes
Skyerne og den klamme Taage af sig selv. Jeg
tænker tit paa en Folkevise, der begynder saaledes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
