Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BREVE TIL EN VENINDE.
217
og gaa, tie og tale, som man selv finder for godt! I
mange sørgelige Aar var det saa godt som min eneste
Glæde. Ingen blev vred derfor eller tog mig nogen
Sinde noget ilde op; derved er jeg bleven forvænt.
Jeg vil gerne vænne mig af med dette hensynsløse
Væsen, jeg afskyr det, for saa vidt det kommer af
Ukærlighed, og jeg er glad ved, at jeg i
Tjenesteforhold er nødt til at være opmærksom og høflig;
men der er saa meget tilbage af „det uartige Barn".
Jeg arbejder stadig inderlig og alvorlig, skønt med
forbavsende ringe og langsim Virkning paa at blive
mild og taalmodig af Væsen."
Det sidste af disse Breve, skrevet kort før
hendes Død, ender saaledes:
„Der er en saadan Fred i min Sjæl, at jeg ikke
nok kan takke Gud derfor. Det er dog ham, der
styrer og regerer os, og „altid hos os staar, helst
naar vi synes svage," som Salmen saa dejligt siger".
Følgende Digt, uden Dato, som er fundet blandt
Mathilde Fibigers Efterladenskaber, samstemmer nøje
med disse Breve i Aand og Tone.
„Pris, hvo der vil, Fortunas Gunst
Og hendes Favn saa blød;
Med mere Sandhed, mindre Kunst
Jeg priser Gravens Skød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
