Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
SLUTNING.
Vilde man have hende til at forandre en Beslutning,
maatte man kunne vise hende den som væsentlig
urigtig. At den ikke passede med Tiden, var hende
temmelig ligegyldigt. Derved stødte hun mange
Mennesker. Det gav hende en temmelig kantet
Optræden, som man imidlertid godt kunde undskylde, da
den stod i Pagt med det bedste hos hende: Sandhed
og Mod til at følge den.
Hun var trofast mod sine Venner. Hun kunde
ikke taale at høre tale ilde om dem, hun holdt af, og
var det hende umuligt at forsvare dem, saa gik hun
sin Vej.
Den sidste Gang, hun besøgte mig, var i
Foraaret, som hun døde om Sommeren. Vi gik op og
ned ad Gulvet i Mørkningen, og hun, der ofte var
bedrøvet over, at hun, paa Grund af sine Skuffelser,
havde tabt saa megen Kærlighed til Menneskene,
betroede mig, at hun var taknemlig og glad, fordi hun
syntes, at det i den senere Tid var bleven bedre
med hende i denne Henseende. Det var vor sidste
Samtale."
Danmark og alt, hvad dansk var, elskede hun,
og intet kunde overbevise hende om, at der ikke var
skønnest her hjemme, især paa Sjælland, men mest i
Købenbavn, skønt hun rigtignok aldrig havde været
udenfor sit Fødeland og strengt taget ikke kunde
tage Erfaringen med til Hjælp ved Sammenligningen.
I Eftersommeren 62, skrev hun til en’ Dame, der
var paa en Udenlandsrejse:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
