Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLUTNING-.
247
„Jeg glæder mig over den sildige Sommer, vi har
faaet, og alt hvad jeg ser paa mine Vandringer
bestyrker mig i den Tro, at „der er skønnest i
Danmark". Det kunde maaske tilgives, hvis jeg sværmede
omkring i landlig Ensomhed, men jeg erkender med
Resignation, at jeg vanærer mig i alle Kunst- og
Naturelskeres Omdømme ved at bestyrkes i denne Tro paa
Bastionerne og Langelinje. Og nu Strandvejen — jo,
der er smukkest i Danmark og kærest og bedst!"
Sommeren efter skrev hun fra Hellebæk, hvor
hun havde lejet et Værelse og boede alene, træt og
svag:
„Jeg vilde ønske, at jeg kunde tilføje noget
smukt om Landlivets Behageligheder og Ensomhedens
Tillokkelse, men det vil jeg lade Andre om, som mene
det eller tro at burde mene det. Naar her er aller
dejligst, naar Havet hviler i mer end himmelsk
Klarhed, minder det dog kun om det Bedste i Livet; med
al sin Glans, med al sin Harmoni er denne Natur
dog Menneskenaturen underordnet, kvis skønne Bolig
den er. Og den er ikke engang mere end en
Udenomslejlighed: Hjertets Hjem er, hvor der er
Mennesker."
De Ulykker, der ramte os i 64, følte hun
smerteligt og dybt. „Jeg er til Mode, som om jeg var
amputeret, siden vi mistede Slesvig," skriver hun til
Anna. Og i Efteraaret 70 antyder Ytringen „denne
Sorgens Tid", at hendes Hjerte ogsaa slog varmt for
Erankrig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
