Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tæller: »Vi omgikkes daglig; han boede i et faldefærdigt
Hus paa Christianshavn, hvor jeg tidt besøgte ham; ... man
sagde for Spøg, at Foersom laa med Paraply om Natten i
Sengen, naar det regnede. Huset kunde næppe længe holde
sammen, det er vist; og jeg listede mig sjældent op ad
Trappen uden at nynne første Linie af en gammel Salme: .Davids
faldefærdig Hytte ravede paa sidste Grus.“ Jeg laa halve
Dage paa Knæ dér paa Gulvet og malede Kulisser, som vi
til en Privatkomedie skulde bruge. Min Malerstue var i et
forunderligt Bagværelse, hvor der var sat Stiver til Loftet og
hvor nedfaldne Stene og Kalk laa omkring i alle Kroge."
At Foersoms Sind i denne Tid trods hans Modgang var
friskt, modtageligt for Livets skjønnere Nydelser og midt
i Modgangen ikke haabløst, fremgaar af følgende Brev:
Frederiksberg, d. 1ste Juli 1798.
Tak, inderlig, oprigtig Tak, min eiegode Moder, for Deres to Breve,
som saa meget have glædet mig. Himlen lonne altid Deres moderlige
Hjærte! Jeg kan desværre endnu kun troste Dem med Haabet om en bedre
Fremtid, da jeg maaske kunde afbetale en liden Del af den Forsorg, De i
21 Aar har baaret for mig — jeg siger: en liden Del; det Hele vil den
erindrende Engel paa den store Regnskabs- og Klarerings-Dag betale Dem.
Gud véd, at denne Morgen er en af de herligste i mit Liv, og gid
den være Dem ligesaa oplivende, bedste, kjære Moder! Gid De se den
ligesaa glad og tilfreds som jeg! — laftes gik jeg fra det kvalme Kjoben
havn herud til Frederiksberg, dette jordiske Paradis, hvor jeg nu skriver
disse Linier til Dem. Her var ingen Regn falden i en Maaneds Tid, og
Alting stod som forbrændt af Solen. Jeg spaserede til henimod Midnat i
Slotshaven, da et stærkt Tordenveir trak op og nedte mig til at fly ned
til Frederiksberg By, hvor jeg skulde ligge i N’at. Næppe var jeg dér,
for det lynede, tordnede og skylregnede; jeg gik træt tilsengs og sov rolig
ind under Tordenslagene. Nu sidder jeg her i denne deilige Sommermorgen
og ser Alting forynget og oplivet om mig — Himlen saa smilende ren,
Marken og Træerne saa livlig gronne, Blomsterne saa store, saa fulde. Og
i aftes for faa Timer siden laa det hele Terræn saa dodt, saa ode; og i Dag
staar det saa blomstrende, saa fuldt af Kraft og Liv, som om det i dette
Øiebiik kom fra Skaberens Hænder. Og saaledes er det jo ogsaa i Livet.
Et Øiebiik giver undertiden mange Aar et andet Udseende, og hvad vort
Oie i Dag saa afmalet med dunkle, rædsomme Farver paa Fremtidens
Taagegrund, se vi maaske i Morgen som liflige Billeder, malede med hen
rivende Rosenskjær. Men til noget Andet!
Jeg modtog i Gaar det blaa Klæde, De, min bedste Moder, var saa
god at sende; jeg er overmaade fornoiet dermed og takker Dem tusende
(Jange for Deres Godhed. Jeg taler i Dag med min Skræder og haaber at
faa deraf, foruden en kort Kjole, en Spencer eller en kort Treie, som man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
