Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«
i 1813 frygter han for, at han aldrig skal kunne faa sin
Gigtdæmon ud af sig, men atter — som i Foraaret s. A. —
bøde med ct langt Sygeleie. Han skaanede sig aldrig, hverken
paa Sjæl eller Legeme, og var altid fuldt og helt tilstede i
hvert Øiebliks Gjerning, ofte med Kræfternes yderste
Anstrengelse. Næsten stadigt maatte han være i Spænding. Theatret
med sin Kulde og Træk virkede fjendtlig paa ham.
»Skuespilleren er og maa være en langsom Selvmorder," siger han
selv, og andetsteds: „Skuespilkunsten er vistnok det modsatte
af den Kunst at forlænge Menneskelivet.” Disse Yttringer ere
Fostre af Selverfaring. Det kunde ikke være Andet, end at
han mærkede, det gik tilbage med hans Kræfter. I sine
ovenfor anførte Breve og i et Digt til sin yngste Datter udtaler
han Anelse om, at han ikke vil blive gammel, og denne
Forud-følelse kommer igjen flere Steder. I 1812 siger han til en Ven:
Fro jeg der; thi Børn jeg efterlader
Tro paa Gud og i min Gud en Fader.
Kjærlighed for Vid, Dyd, Kunst — og Dig.
Det ligger ham meget paa Sinde at sikkre sine
Efterlevendes Forsørgelse, og han undfangede derfor Ideen til og
arbeidede kraftigt for Grundlæggelsen af „Theatrets Enke- og
Børneforsørgelseskasse*. Denne Plan mødte megen Sløvhed
og Ligegyldighed blandt hans lettere anlagte Kunstfæller;
men Foersom helmede ikke, før han fik nogle ansete
Kammerater med og gjorde sammen med disse Theaterdirektionen
de varmeste Anmodninger om at tage sig af Sagen, hvorpaa
denne da ogsaa ved Hjælp af aarlige Beneficer til dens Fordel
blev sat i Scene. Ved den første af disse fremsagde Foersom,
et Fjerdingaar før sin Død, en vemodig Epilog, skreven af
ham selv; i denne taler han om Sædemanden, og siger da:
Se, ved hans høire, som strør Sæden ud,
gaar Haabets vennehulde Genius
og hvisker til den Trætte: >Saa, Du Sædemand!
»Betro dit Kom til Jorden og til Himlen!
»Det spire vil og bære Frugt, — og, om
»Dit eget øie ei i Flor det ser,
Din egen Haand ei bringer det i Laden,
»skal dine Bom engang i Høst det meie
»og signe Dig. søm saa’de tillidsfuld!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
