Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vintersædet (1815—21)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VINTERSÆDET (1815—21).
1 en „Nyaarsgave“, kaldet Heimdall, som Grundtvig
udsendte sidst i 1815, findes et tidligere nævnt, langt
Digt „Et Blad af Jyllands Rimkrønike“.
Straks i dets Indledningsvers dukker det alvorstunge,
oldtidsgraa jyske Landskab frem, med dets brune Heder,
lave Buske, rislende Bække og roligt glidende Aaer,
dets Lærker, Hjejler, Finker og Urhøns —
saa end
ikke Blicher eller Jeppe Aakjær har givet et mægtigere
Billede af deres Fædrenejord end Sællænderen Grundt-
vig her. Og over dette Landskab opgaar nu Historiens
Lys. De ældste Tiders stærke Optrin toner frem i
indholdstung Rækkefølge, indtil Jyllands Oldtids-Drapa,
der passer saa mærkeligt til dets storladne Landskab,
helt er udsjunget.
Det er Grundtvigs Barndomsminder fra Tyregod, der
vel er vakte til Live gennem hans Arbejde især med
Sakse. Og man føler, at er det end sandt, hvad han
siger om sit Ophold i „de Dødes Rige“ blandt gamle
Bøger, i „Gravhvælvingen“ eller i „Kæmpehøjen“, saa
har hans Liv dernede dog givet ham rige Stunder. Han
har paa mange Maader mødt sin Barndom og gennem
den skimtet sit Folk. Han har anet en levende For-
bindelse mellem de henfarne Fædres Aand og sin egen.
Og hver Gang det glimter for ham i Mulmet, der
skjuler Fortidens Liv, hver Gang han synes at mærke
det samme Hjærte banke hos de Gamle som hos ham
selv, da varmes han midt i den „Dødskulde“, der om-
giver ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
