Barndom og ungdom. 13 Men tunglyn det heldt likevel paa aa faa overtak over Grundtvig 110, om han for med skjemt og gjorde seg kipen. Daa han eingong kom til prestegarden, var det eit par andre framande der med. Ved kveldsbordet sat Grundtvig sturen og tagali. Daa sa den elles so blide og venlege vertinna til honom: „Hørt Ved De hvad Grundtvig, naar De saadan vil sidde uden at si et Ord, maa De virkelig heller blive hjemme." „Ja! Det har De Ret i. Jeg er heller ikke skikket til at være blandt Mennesker," svara Grundtvig. Ilan reiste seg og gjekk og vart ikkje paa nokon maate fornærma paa frua, for det Ini sa. Det var korkje lesnad eller tankearbeid, som gjorde, at han var so fordrøymd og tung av seg. Dot var ein ulukkeleg elsk han drogst med, og det gjekk mange aar. for ban kom over dette. Han visste heile tida. so vei, at kjærleiken hana var og maatte vere voni aus. „Min aand vei aander til sig drog, men intet hjerte for mig slog." — Det var korkje meir-eller minder enn Constance, frua paa Egelykke, han hadde vorte forelska i. Men ho elska ikkje honom, og det korkje ynskte eller vona han heller. Likevel hadde denne kvinna teke hugen hans so sterkt, at alt vart som inkje mot henne. I eit brev^ han skreiv til ein Ven seinare eingong, staar det m. a.: „Jeg saa en Kvinde, og jeg elskede liende i det fyrste Nu saa dybt, saa glødende, som det er en dødelig muligt — Dog kort var denne Salighed; thi jeg behøved blot at vide, jeg elsked, for at blive saa ulykkelig, sum jeg kuitde blive. De borgelige Forhold stod som en uoverstigelig 11 ur mellein os. O, hvor jeg har kjæmpet med den frembrydende, voksende Lidenskab 1 Med hvilken Magt har jeg nødtvunget min Sjel i de mest a ns trængen de Sysler for at dæmpe Stormen, der rasede 1 mit Indre! Dog var alt forgjæves, det var som om Mennesket vilde med sin Haand dæmme for den susende Rj erg.st rom. Aar lien randt og svag nedsank jeg i det mørkeste Tungsind."