Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ikke fra drømmenes taagede strand
samled sig grublerens syner;
nei, af det kjærligheds havdyb, hvis rand
evighedshaabene bryner; —
aanderne aner et glimtende gran,
naar det lyner.
Synerne tog ham; — for mægtige haand
hjerternes strengeleg bæved,
folkene reiste sig, fædrenes aand,
„kampaanden“, kampraabet hæved;
synligt det blev paa de bristende baand,
at den leved.
Yndig igjen som i sommergrøn li
slynged sig sangene stille,
speiled med morgenens rødme sig i
daabsordets viede kilde,
lokked hvert haab med gudslængsel i
did det vilde.
Nordiske folk, vi ved seerens grav
synker i knæ for vor fader,
raaber, at han, som os synerne gav,
veiene ogsaa oplader!
vantroens strømme, skil med din stav
du, vor fader!“
„Kimer, I Klokker! nu sluktes en Sol over Mulde,
længe den kjæmped mod Mørket med Straalerne fulde,
sildig den sank,
stor i sin Nedgang og blank.
Æren er Guds i det Høie.
Dagen den signede, som han hur prist, mens det skumred
lyse nu over hans Støv, naar det længe har slumred,
fatte hans Verk
vokse sig solklar og sterk!
Æren er Guds i det Høie.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
