48 i AT. F. S. Grundtvig. naar hosten kommer" Trier so gjerne vilde faa med i ei songbok. Men skulde ein faa ein song av dette, lånt der diktast til 1 liner. Han gjekk so op til Grundtvig og tala med honom om dette. Han tenkte seg om eit bil, og so skreiv ban desse liner, som sluttar den songen som no er kjend inillom høgskuleungdoin over heile Norden: „Om kort, om langt blev Løbebanen spændt, det er til Folkegavn, det er til Grøde. som vei begyndt, er Løbet godt fuldendt, og lige liflig or dets Aftenrode." Liksom i naturlivet skal vaar, sumar og haust fylgje etter kvarandre ogso i mannelivet. Det var den sanning, pædagogen Grundtvig stødt hehlt. frain. Det var mot dette skulen paa bans tid synda og först og fremst daa latinskulen, som han kalla „en skole for døden" i motsetnad til den skulen, han vilde ha: „en skole for livet", ordna etter livslovene. „Man opdager let, at vor Skoleorden, hvorefter Vaaren skal gjøres til Vinter, er saa unarturlig og ufrugtbar, som et Aar uden Vaar, og at hvorsomhelst Menneskenaturen sker sin Ret, der er Barndommen end mi i Sammenhgning Sp i re-tiden, Lege og Saatiden, som under lykkelige Omstændigheder har hele Vaarens Friskhed og Ynde, men ogsaa liele dens Ubestemthed, foranderlige Vcirlag og tvetydige Forvarsler. Ligeledes er Ungdommen efter en saadan Vaar Livets Sommerdage, med Fuglesangen og de grønne Lunde, med Blomstervrimlen og Snogene der under, med den vide, tidt. vildsomme Omvanken og de smilende Udsigter fra alle Høie; medens Mandsal der en ei- Livets Hosttid, rig eller fattig, som vor Lod er falden, som Kræfterne strækker og vor Lykke vil føie, men altid i Sammenligning den travleste og mest indviklede i alle Forhold. Endelig, naar Mennesket lever sin Alder ud, kommer Alderdommen som en Vintertid, mild