132 Ko Ike høgakii len. Den vissaste verja mot »andeleg og borgarleg trældom saag ban i ei god folkeoplysning. Samstundes med at Bruun i „Folkelige Grundtanker" la fram folkehøgskulens program, kom lian med sterke angrip paa embætsstanden og heile det gamle system, som hadde vore med aa skape dei tilstand, som daa var. Skulde det verte ei betring, maatte skuleskipnaden verte ein annan. Skulen skulde byggjast paa det gamle og nynorske aandsliv i staden for paa latin og tysk. Bonden og landsfolket i det heile maatte faa ei større og betre oplysning, skulde dei kunne bruke den magt. grunnlova av 1814 hadde gjeve dei. „Vort Em beds verk," skreiv ban. „er endnu i sine Grundtræk det samme som det var i Enevældets Dage. Det er ikke at vente at et saadant Embedsværk kan passe for et Folk, soiti skal kaldes frit. Embedsmanden staar der den Dag idag som en fremmed inden det Kolk, ban skal være Leder for. Han kommer — maa ved ikke hvorfra. Han gaar — man ved ikke hvorhen. Hans Hus, hans Levesæt, ja ligetil hans Tungemaal er dem fremmed. For den störste Del af Almuen staar han næsten som et Væsen af en høiere Art, — — ---- Der inde 1 Embedsmandens lukkede Verden, som omgives af denne gaadefulde (tians, der ved den menige norske Bonde det er, at Tænkningen og Dannelsen og Skjfinheden og alle Livets boiere Magter harer hjemme. Der er det derför ogsaa, ar alle større og vigtigere Spørgsmaal skal afgjøres, ogsaa de som vedrører Bondens eget Liv. Han føier selv sin Udygtighed; han skyder villig det hele ind under den indsigtsfuldes, den høitstii-ledes, den lykkeliges Dom, Han overlader ham flen Ting at tænke for sig." („Folkelige Grundtanker" side 181). Paa den eine sida stod pietistane og stengde for alt aandelegt frisyn, og dei som ikkje var merl i lesarflokken, laag for det meste under i strævet for maten. Og dei som først og sist skulde vere aandelege bodberarar i det religiøse, var det ikkje stort tak i. „Det er en ligefrem Ynk at høre paa de allerfleste af vore Præster." skriv han vidare i „Folkelige Grundtanker". „Månge af dem kan tillade sig Ting, som overgaar enhver Beskrivelse. Thi saa slet, som det gaar an at tale i en Kirke.