X orge. 133 gaar det lettelig ikke an at tale noget andet Sted i Verden. Paa de aller fleste Tilhørere øver de aldeles naturligt en skrækkelig søvndyssende Virkning. Og for en vaagen eg seende Månd er det en Sjæls lidelse at skulde søge sin Næring ud af en slig Strøm af Snak. O et er som skulde en være nødt til at tylle i sig Skaaler af lunkent Vand. Og selv om ei» Prest, af dem som kaldes vakte, giver det en Tilsætning af skarpt, eller om han giver det en Tilsætning af sødt —- det lunkne Vand kan endda saa godt vedblive at være Hovedsagen." Mange av dei andre, som skalde vere aaandelege føregangsmenn. var. etter Bruuns meining, paa lag av same slag. „Her er fuldt op af dem som har sin Gjerning i Statens, Skolens og Kirkens Tjeneste, og som her taat Prosaens og Aands-forladthedens Stempel paa sit Arbeide, paa sin Tankegang og paa alt sit Liv. Derför er her saa lidet af Aandens Liv iblandt os. Derför kan Aandløs beden gjøre sig saa bred baade i de dannedes og udannedes Tankegang. Derfor er det saa tungt at drage Pusten for den. som elsker Aand over alt andet i Livet." Xorge hadde faatt fleire stormenn, men dei fleste av det aa lm onne folk stod utanfor det desse arbeidde med. Bette maatte verte onnorleis. „Vi skal faa et Folk, som forstaar at følge de store ikend, det har kunnet fostre. —- — —- Skal der bh noget al' en Gjenfødelse i vore Fædres Aand, saa er det sikkert, at vore Bønder maa have en fremragende Del i den. Frigjørelsen i 1814 sætter ore Bønder store Opgaver og stiller sterke Krav til dem," Programmet for folkehøgskulen kjem Bruuii med i desse setningar: „Folkehøiskolen vil lære norske Bønder at elske sit Fædreland og sine store Fædres Minde. Den vil hjælpe dem til at sætte Pris paa den ægte Digtning, saa de ved at foretrække f. Eks. Bjørnsons Fortællinger for de skarve Romaner, som nu gaar mest udover Bygderne. Den vil aabne deres Øre for Modersmaalet s Klang og vænne dem af med Knot. Den vil faa dem til at føie, at det er bedre at