136 Folkeh agii k ulen. rettroende Lærere — var overtydet om at ikke alle Hedninger gik fortabt. Naar B. IL siger, at jeg tredie Gang „gav endnu mere efter", har jeg rimeligvis da sagt, at den Adgang til Frelse som jeg forrige Q ang havde tait om, alane skulde gjælde dem som ikke i levende Live havde Faat Evangeliets Tilbud. Dette mindes jeg ikke selv; men efter B. B.s Ord maa det rimeligvis have gaat saa til. Men hvad jeg med fuld Sikkerhed bugser, er det, at jeg den næste og afgjorende Gang talte om Christi Gjenkornst til Dom. Jeg læste da op hans egne Ord herom i Matthæus 25. For ikke ait for meget at opirre ii.. talte jeg saa kort som mulig om detn „paa den venstre Side". Men Slutningen af mit Foredrag lød ordlydende saa,: „Og de skal gaa hen disse til deu evige Pine, men de retfærdige til det, evige Liv — den evige Fine, det evige Liv." Da blev B. R. rasende. Han har for øvrigt til mig om de evige Straffe udtalt: „Jeg har aldrig trod paa dem. du." Og jeg tror sikkert at mindes, at han tilføiede: „Far heller ikke." Men Udtalelsen om lian selv er ordlydende; det er jeg vis paa. Saa det er ikke Uenigheden med mig, som har faat ham til at opgive denne Lære. Men vei har den Harme, som vor Strid vakte hos ham, bragt ham til at gaa videre og videre i sin Opgivelse, B.s Ord om, at jeg „gav efter" kunde jo lettelig opfattes derhen, at der var kommet et Paatryk udenfra (fra Pietister t. Eks.) som jeg gav efter for. Det. var ikke Tilfældet. Hvad jeg udtalte i disse Foredrag, var ikke andet end det som allerede Aar tilbage havde været min Opfatning. Noget af det förste af Theologi, som jeg i min Ungdom forsøgte paa, var at faa de evige Straffe fortolket ud af Bibelen. Det vilde ikke lykkes for mig. Ordene blev mig for stærke, som Luther siger. Og naar jeg troede at Christus virkelig skal komme igjen og dømme levende og dede og mig selv med, saa kimde jeg ikke mene, at j e g ved liedre hvordan hans Dom vil falde, end han seir vidste det." j'r.i K ti ri Bruun.