146 Folke k agskiilen. Sumaren 1900 vart det halde eit stort liøgskulemøte ved Telemarks høgskule (det 5te nordiske liøgskuleinøtet). Ullmann heldt daa eit foredrag om „den norske hßiskoles historiske forudsætninger". Han s eg jer der ni. a.: „ Den norske høiskole peger i sine forudsætninger tilbage til begge de to hinanden saa. modsatte strømninger, som gaar gjennem vort aarhundredes aandsliv, ikke mindst her i Norden. Deri ene er den, som fremfor noget andet vil søge at forlige de aandelige modsætninger, modsætningen mellem tro og viden, mellem religion og filosofi, mellem kristeligt og menneskeligt. Det er denne bestræbelse, som i aarhundredets begyndelse kommer frem i Helgels filosofi. For Hegel bevæger verdensudviklingen sig frem gjennem modsætninger, Den ene modsætning fremkalder den anden, og opgaven er da at finde forligelsen mellem disse modsætninger, saa der fremkommer harmoni og enhed. — Ganske særskilt gjælder det at lindé denne harmoni i forholdet mellem kristendom og tænkning. —■ —-- I modsætning til denne bevægelse, livis maal er at bringe harmoni i livet, fremkommer da en anden strømning, som ud fra høist, forskjellige standpunkter hos de enkelte erklærer, at denne harmoni lader sig slet ikke frembringe. Man skal aldeles ikke forbinde kristendom og menneskelighed, de lader sig ikke bringe i harmoni; tvertimod er der mellem dem et. enten—eller. I sin navnkundigste skikkelse møder vi denne opfatning i Norden hos Søren Kierkegaard, for hvem det at være kristen i retning opad, er lige saa forskjelligt fra det at være menneske, som det at være menneske i retning nedad, or forskjelligt fra at være dyr. Begge disse retninger, harmoniens og disharmoniens, kjender vi godt i Norge. Ikke mindst, har den sidste øvet sin indflydelse, paa den ene side ved umiddelbar indflydelse fra S. Kierkegaard, paa den anden side indirekte fra ham