X orge. 147 gjennem Ibsens tidligere digtning, fornemmelig gjennem Brand, som ikke er andet end S, Kierkegaard sat paa vers. Til de a åndsretninger, som ikke kan finde harmonien i tilværelsen, hører ogsaa pietismen og ikke mindst den, som fra 60-aarene af raadde her i Norge i hen ved en menneskealder, og som — omend ligeledes noget paavirket af S. Kierkegaard — dog egentlig skrev sig fra de theologiske professorer ved det norske universitet, som fra Tyskland havde faaet det meste af sit aandsindhold. Denne retning hos os var en af de besynderligste blandinger, man kunde tænke sig, af stram luthersk ortodoksi — umiddelbart udsprunget a.f det teologiske rædselsherredømme. som Hengstenberg samtidig udøvede i Tyskland - og af verdensflugt, skræk for alt menneskeligt; i sine sidste udslag gik den over i stram politisk og høikirkelig konservatisme; en af dens lederes, professor Johnsons, senere offentlige handlinger var under vetostriden at stille sig i spidsen for det opraab til kristendommens venner, hvori disse for Guds og kristendommens skyld anbefaledes at støtte kongens absolute veto. Samtidig med alt dette bliver imidlertid Bjørnson den store t,aismand for det menneskeliges sag, idet ban i sin ungdomsdigt,ning paavirkes af og gaar ud fra Grundtvig. Ilos Grundtvig var det jo, at hin stræben efter livets harmoni, efter den fuldeste forligelse mellem kristentro og menneskelighed fandt løsningen paa gaaden og naaede sit maal. Og her har for os Bjørnsons digtning og virke fra tidligere dage været formidleren. I alt dette jeg ovenfor har nævnt, har den norske høiskole sine historiske forudsætninger,u Ullmann syner so vidare, at den norske folkehøgskule ber merke a,v b a ae desse aandsstramn ar. Vonheim sterkast merkt av Kierkegaard, Sagatun av Grundtvig. Mon sams for baae skular og for alle høgskular er arbeidet for, at det kristelege og menneskjelege kan gaa saman. „Det er ■den første eg fornemste forudsætning for, at den norske