148 Folke hugs kulen. ungdomsskole har kunnet virke, som den har gjort," segjer han vidare. „Og forsaavidt gaar den i Hugt med hele den bevægelse i vort aarhundrede, som har søgt at finde harmonien i livet og tilværelsen; men derfor lukker den ikke sine øren til for de dybe toner, som kommer fra den anden leir. og som styrker den i følelsen af, at livet er alvor og skal tages som alvor. — ---Men foruden hvad der saaledes hænger sammen med det, vi har lært af Grundtvig og af den danske høiskole, har den norske høiskole noget, som er eiendommeligt for den, nemlig den indflydelse, som den nationale reisning har havt. paa den. Vi har det saaledes, vi nordmænd, at vi lider, at vi har faaet saa meget, som ikke er vort eget, og det baade udadtil overfor vor selvstændighed som folk og indadtil overfor vort. sprog. Det, vi vil, er at vinde tilbage af det tabte, hvad der kan gjeuvindes. Politisk vil vi knytte traaden der. hvor den brast ved den sidste norske konges død 1319, ikke netop ved hjælp at nogen ny konge eller lignende, man ved at oparbeide den nationale selvstæwlig-hedsfølelse i vort folk, indtil den tid kommer, da knuden paa en eller anden maade løses; thi paa bunden er der kanske ikke den store uoverensstemmelse i denne sag mellem hø ire og venstre, som det paa overfladen og i døgnets kampe kan synes — trods alt er der dog noget, som forbinder alle nordmænd, og det er trangen til at vinde den selvstændighed, vi alle føler, at vi mangler, denne trang, der gaar som en dyb understrøm gjennem hele vort nutidsliv som folk. Denne trang maa det være en af høiskolens opgaver at na;re og klarne hos ungdommen; derför behøver man ikke at drive politik paa høiskolen, nogen agitations anstalt vil ingen af os have den til. Og som vi vil vinde vor selvstændighed udadtil, saa vil vi vinde den indadtil, idet vi ogsaa der vil knytte traaden, hvor den brast. Det sprog, som vore gamle fædre talte, og som endnu med den udvikling tiden har ført med sig for det som for