X'orr/e. 167 men et samfund, gom besjæles af en aand og kjæmper for en opgave. Den grundtvigske retning kar i det bele havt et aabent blik for det borgerlige, politiske, for hvad vi kalde det rent menneskelige liv. Deu har vakt folkets slumrende samvittighed og bragt liv i den nationale aandsstrømning, den har arbeidet for fædrelandskjærlighed, for borgersind, for alle kræfters lettelse og beaandelse. Den har kjæmpet mod den materialisme, den platte og raa bvsanskuelse, der stiller mennesket i række med dyret, og som i vore dage griber om sig som en fortærende kræft og udhuler menneskenes marv. Grundtvigianerne har løftet de menneskelige idealer, de aandelige forbilleder, for at slægten skulde ægges til ædel kappestrid. — —- Skulde det da ikke være en skjøn og ædel opgave saaledes at gjøre den kristelige tro frugtbar for det folkelige liv?" spør han seinare. „Det er daar-skab i friheden at ville se en emancipation fra kristendommen." Naar ban skriv om foredrags- og op lærings maaten paa dei danske høgskular, tek han sterkt i mot det bruk, dei gjorde av den gamle gudelæra, „Vi se, at mytherne her faa betydning som tankebilleder, paa samme maade som man jo kan hente billeder fra naturen, fra kunsten, fra det daglige liv o. s. v. — Det er kun skade, at den grundtvigske retning her aldeles har overseet, at den mythologiske tid er folkets barndom, fuld av barnlige tanker og barnlige former for tankerne, og at det vilde være ligesaa unaturligt, om et folk vilde vende tilbage til sine fædres gj ætten de, halvdunkle. famlende sindsbiiledsprog, som naar en voksen niand vilde give sig til at tale som et barn. Det er blot en opskruet beundring for fædrene, som kan saaledes slaa eu streg over al udvikling." I oplæringa i soga vil han, at, ein skal kome meir inn paa det liv, som rører seg i notida, og dei historiske idear og tankar, som liar forma denne og bind henne saman med fortida. Og her brukar han sterke ord om den lærde skulen. Det er, som ban skulde ha laant Grundtvigs pen. „Naar vi nævne historie," segjer han, „da fare straks lange rækker af aarstal og navne os gjennem hovedet, og vi tænke paa det, ofte sure stræv. dét har kostet, at faa det altsammen pakket ind i hukommelsen og saa forseglet med en eksamen. Men det