Norge. Vore amtsskoler har vistnok udrettet adskillig for folkeoplysningen, men kan dog ikke siges at have blevet for os, hvad folkehøiskolerne har været og er for vore nabolande. Skoler for den egentlige bondeungdom kan de neppe længere siges at være. De er for det meste blevet forberede!sesskoler for seminarierne og andre videre gaa ende skoler. 1 de senere aar har ogsaa forberedelseskurser for seminariet og den lavere lærerprøve været knyttet til månge af amtsskolerne. Amtsskolerne har saaledes bidraget til at trække de mest evnerige bondegutter bort fra landlivet og over i andre stillinger istedetfor at de skulde dygtiggjøre dem til at leve landmandens liv som oplyste og interesserede borgere med levende sans for fædrenes liv og sed og fædrenes maal. Derved har de Ogsaa hjulpet til at fremme den betragtningsmaade, som er blevet saa sørgelig almindelig blandt en stor del af vor ungdom, at bondens liv og arbeide er noget lavere og simplere, som nok kan høve sig for de mere uvidende og uoplyste, men som de mere begavede og bemidlede maa komme hort fra. Og det kan være grund til at frygte for, at de mange middelskoler, som oprettes rundt om i landet, ialfald ikke vil gjøre tilstanden i saa maade bedre. Amtsskolerne kan ifølge deres ordning og oprindelse vei neppe heller blive det samme for os, som de frie folkehøiskoler er blevet for Danmark. Oprettede ved offentlig foranstaltning og fra, første færd af udstyrede som statsskoler med offentlig ansatte lærere kan de aldrig op veie en fri ungdomsskole, voksen ud af folkets trang, baaren af lærernes personlighed, og hvis første livsbetingelse det er at bevare det inderlige forhold til det jeviie folks levevilkaar og tænkesæt. Den frie folkeheiskole kan lettere rette sig efter de skiftende tider og krav. og den vil langt bedre end amtsskolen kunne løse deri side af ungdomsskole arbeidet, at skabe liv. interesse, begeistring. Ved skoleloven af 1889 fik vi et tredje slags ungdomsskoler, nemlig fortsættelseskclerne. Disse skolers stilling, saaledes som den er given ved skoleloven. er nærmest at være en kundskabsmeddelende skole for unge mennesker mellem 14 og 18 aar og derved danne et mellemled mellem folkeskolen og den egentlige ungdomsskole, — om man vil, et slags forskole til denne. Som saadan har den sin opgave, om den end som det forekommer os, bør adskillig reformeres for at kunne tilfredsstillende løse selv denne opgave. Naar man af og til hører udtalt, at vore fortsættelses skoler skulde