216 r''oTkehøggJt ulen. kunne gjøre enhver (inden ungdomsskole overflødig, ni aa det bero paa en fuldstændig misforstaaelse av ungdomsskolens opgave og maal. Den anke som ikke uden grund har været fremført mod aiutsskolerne, at den tar eleverne for unge, gjælder nemlig i endnu høiere grad fortsættelsesskolerne, hvis man vil tiltænke dem pladsen som landets egentlige ungdomsskoler. De er ifølge skolelovens § 1 „beregnet paa unge menneske mellem 14 og 18 aar." Men den egentlige ungdomstid falder først efter 18 aars alderen. Grundtvig mente, og deri havde han visselig ret, at i tidén fra 18 til 25 aar var de unge mest modtagelige for aandelig paavirkning. Det er egentlig først da. at de unge for alvor begynder at tænke over livet. Derfor er det fornemmelig da, det gjælder at faa de unge i tale, vinde deres tillid og kjærlighed og derved øve en indflydelse, som faar varig betydning for hele deres senere liv. Dernæst er fortaættelsesskolekurserae i regelen af saa kort varighed, at de heller ikke fra den side set kau fylde pladsen som god og forsvarlig ungdomsskole. I regelen varer de kiui 8 f 2 uger, og det er kun yderst sjelden, at kommunerne ser sig raad til at opretholde en forts a'tte Is e s sk ole med ß maaneders undervisning hvert aar. Som følge af den korte skoletid og den knappe løn, der er stipuleret for disse skoler, har fortsættefsesskolerne ogsaa ni eget vanskelig for overhovedet at faa dygtige lærere, og end mere vanskeligt for at faa lærere, der er velskikkede som ungdoms-lærere, Det gjælder om ungdomsskolen i endnu høiere grad end om barneskolen, at skolen er læreren Og læreren er skolen. Mr ikke læreren en personlighed, der er greben af lyst og iver for sin gjerning, og som eier den magt i sin personlighed og i sit ord, der uimodstaaelig erobrer sine tilhøreres opmerksomhed, og har han ikke ved siden heraf de fornødne pædagogiske betingelser, saa blu ikke skolen god. At sætte uprøvede og uøvede lærere til ledere for ungdomsskolerne er derför saa bagvendt som muligt. Og dog er det netop det, som nu gjøres i meget stor udstrækning. Dat beror nu ofte paa en ren tilfældighed, hvilke lærere fortsiettelsesskoieriie faar, om de i det hele taget faar nogen. Seminarister eller unge studenter, hvoraf mange kanske ikke bar holdt skole en eneste dag 1 sit liv før, ansættes fort væk som lærere i disse skoler. Vi henviser med hensyn hertil til indberetningen fra skoledirektøren i Bergens stift for