Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Vor nuværende folkeskole. Tidsrummet 1889—1914
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
specielt kjendskap til amtets skoleforhold kan
forberede og gi forslag til, samt føre indseende
med de foranstaltninger og anvendelsen av de
midler, hvormed amtet bidrar til fremme av
folkeskolens utvikling inden samme". Man
mente derved „paa naturlig maate, uten fare
for kollision med det offentlige tilsyn at ha
skaffet amtet betryggelse for dets midlers
forsvarlige anvendelse og skolen det mer offentlige
tilsyn den trænger. Enhver part: herred, amt
og ståt har dermed faat sin repræsentant, uten
at de paa noget punkt er utsat for at trænge
ind paa hinandens omraader, og staten yder
sin støtte i den bedst mulige sakkyndighet,
men uten brudd paa den kommunale
selv-stændighet."
Ut fra dette grundsyn er folkeskolens hele
administration i det enkelte gjennemført. Særlig
er at merke skolestyrets overmaade sterke
stilling, og magtomraade „ Undervisningstvang
er godkjendt; men idet samfundet her griper
ind i privatlivets dyreste og fineste forhold, maa
det indenfor loven lates al den frihet som er
forenlig med dens øiemed. Staten skal alene
foreskrive maal av tid og kraft og verne om,
at folkeoplysningen holdes i niveau med tidens
krav, saa folkeskolen kan gi rum for dens
væsentligste dannelsesindhold, og fremforalt at
intet dannelsesmidddel forsømmes eller lates
ubenyttet. Men forældrene eller det mindre
samfund (kommunen) som deres repræsentant skal
paa den anden side, i størst mulig utstrækning,
ha ret og adgang til at gi de enkelte
dannelses-midler i skolen deres plads og vegt efter deres
egen vurdering av hvert enkelts betydning og
vigtighet for dannelsen. Skolestyret har derfor
at fastsætte skolens maal, det skal ha fuld
raa-dighet over skolens undervisning (kfr.
bestemmelsen om skoleplan).
Forskjellige kaar, forskjellige forhold,
forskjellige synsmaater og livsopfatninger bør
inden lovens ramme ha sin ret i folkeskolen og
de kræver hver sin plan eller en mangfoldighet
av nuancer i dä enkelte skolers planer.
Overtilsynet skal vistnok ytre sig om enhver
skoleplan i dens helhet og enkeltheter, og der
fremholde sine specielle bemerkninger ogsaa om fag
og maal. Hvilken indflydelse dets uttalelser
skal faa, bør alene bero paa disses egen
beskaffenhet."
Det mest iøjnespringende træk m. h. t. den
stedlige skolestyrelses magtomraade er at
an-sættelsesmyndigheten i virkeligheten helt er
lagt i skolestyrenes haand. De former hvori
lærere og lærerinder efter loven av 1889
ansættes, navnlig at paa landet kredsens opsittere
og dens tilsynsutvalg kan uttale sig og skal
høres om ansøkerne, tilsigter at gi de nærmere
interesserte den dem rettelig tilkommende
indflydelse paa valget av deres barns lærer.
Naar herredsstyret paa landet og formandskapet
i byene er valgt som opmænd, naar skolestyre
og overtilsyn er uenige, saa er dette skedd
„fordi disse korporationer i følge sin stilling har
at vaake over skolekommunens rettigheter og
i enhver henseende at vareta dens gavn og
bedste. Kommunens bedste tillidsmænd maa
ansees fuldt kompetente til at dømme i saken".")
Hvis man reiser det spørsmaal, om denne
overmaade iøjnefaldende styrkelse av
forældrenes husbondsret og magt i skolen som
særmerker 1889 aars skolepolitik har svaret til
hensigten, saa vil visselig svarene bli høist
forskjellige, formet av individuelle opfatninger for
eller imot.
Nogen tilbakegang til ældre tiders halvt
patriarkalske nære og intime forhold mellem
hjem og skole har det av mange og
selvfor-staaelige grunde ikke kunnet være tale om.
I den officielle beretning for 1905 heter det
om samarbeidet mellem disse to at „det er et
spørsmaal som fortjener den allerstørste
opmerksomhet. Skoleloven stiller opgaven klar,
men erfaringen viser at her er et av de saare
punkter i den nyere skoleutvikling." Efter
vedk. overtilsyns kjendskap til forholdene „kan
det ikke siges, at samarbeidet vokser eftersom
skolen blir fuldkommengjort, mer velordnet,
ofte snarere omvendt. Møter mellem lærere
og forældre og de av landsloven krævede
forhandlingsmøter to gange aarlig mellem
skolestyrene og lærerne kunde her utrette langt
mere, naar de fik et almeninteressant indhold
*) Om dette vitale punkt i vor skoles styrelse henvises
til den kgl. kommissions indstilling av 1873 side 64 ff.
s. 70ff. samt kommissionsindst. 1885 side 75ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
