Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kjærlighed, som kunde varme og adle Barnehjærterne. Ny som
Tanken var, stod Pestalozzi med ét i sin Kreds som „en Fyrste
paa Opdragelsens Enemærker“. Penge flød ind, og snart havde
han aabnet sit Hus for en 50 fattige Børn, opsamlede af ham
paa Gaden og revne lige ud af Elendigheden for her at lære
Arbejdslyst og Arbejdsdygtighed. Fra Morgen til Aften
færdedes han blandt dem og levede selv som en Tigger for at hjælpe
Tiggerne til at leve som Mennesker. Men mange af Børnene
vare allerede grundfordærvede af deres tidligere Liv, dovne og
kræsne, fordringsfulde, tit endda støttede af deres Forældre,
over for Pestalozzi, som dog selv tit og ofte spiste de daarlige
Kartofler for at unde Børnene de gode. Øvrigheden gav ham
ikke Rygstød nok, Børn løb deres Vej, han stod uden
Myndighed, upraktisk som han var, med sit fulde Hjærte og sine dybe
Tanker, men uden Selvbeherskelse og ordnet Plan i sit daglige
Liv. Han sank dybere og dybere i Gjæld, hans Hustru ofrede
sin Arv og søgte med sin rolige Fasthed at holde sammen paa
Huset, men efter 5 Aars Forløb var der i 1780 ikke andet at
gjøre end at sende Børnene tilbage til deres Forældre og lukke
Anstalten. Pengene var spildte, Tilliden til Pestalozzi tabt, men
hans Tro paa sine Tankers Sandhed styrket, jo villigere han
erkjendte, at det var hans egne Mangler, der havde forvoldt
hans Nederlag.
Og nu sad han i det store Stuehus, mangen Gang kun
med tørt Brød og en Drik Vand til Middagsmaaltid, i den
smertelige Følelse af, at saa godt som alle hans Venner undgik
ham og troede, han vilde ende som Fattiglem eller i et Galehus.
Men Tankerne gjæstede ham og arbejdede saa længe i ham, til
han i sin Ensomhed blev Forfatter, uagtet han i 13 Aar ikke
havde læst en Bog og knap kunde skrive en Linje uden Fejl.
Hvad han var opfyldt af, naar han strejfede om paa Marker og
Veje og snart var hensunken i dybe Drømme, snart med
underlige Fagter talte højt med sig selv eller med ét satte i Løb, til
Latter for nogle, til Medlidenhed for andre, det samlede sig i
Aftentimerne til Skrifter, hvori man bliver Vidne til hans
Tankers Brydning for at vinde frem til Klarhed og hans varme
Kjærlighed til Mennesker, desto større, jo ringere og hjælpeløsere
et Menneskeliv der er Tale om. I Strøtanker, Fabler og
Afhandlinger, i Samtaler og Fortællinger slaar han i 18 lange
Venteaar til Lyd for sin Livsopgave, Ophjælpningen af den
store Befolkning. Han udgiver en Tidlang et Ugeblad, spillende
af Lune og svulmende af Følelse. „Det Menneske, der søger
Kjærlighed og ingen finder, maa tidlig ældes“, siger han fortabt
i vemodige Erindringer, og hans religiøse Standpunkt udtrykkes
kortest og fyndigst i den Sætning af ham: „For Mennesker er
Kjærligheden den eneste sande Gudstjeneste.“ Ud fra denne
hans Kjærlighedstanke bliver Forholdet mellem Fader og Børn
for ham Løsningen af det borgerlige og politiske som af det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
