Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. I hvilket Jos flygter, og Krigen bringes til Ende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Medens de stode’der, blev det højlys Dag, og der begyndte
at komme friskt Nyt fra Krigen gjennem Folk, som selv havde
deltaget i den. Fragtvogne og landlige Karrer, som vare be-
læssede med Saarede kom rullende ind i Byen; hæslige Klage-
hyl hørtes fra dem, og udtærede Ansigter stirrede melankolsk
op fra Halmen. Jos Sedley saa paa en af disse Vogne med
pinlig Nysgjerrighed — Folkenes Klagehyl vare forfærdelige
— de udmattede Heste kunde næppe trække Vognen. — Stop !
stop! raabte en svag Stemme fra Halmen, og Vognen standsede
udenfor Mr. Sedleys Hotel.
— Det er George, det ved jeg, det er! raabte Amelia
og styrtede ud paa Balkonen med blegt Ansigt og løst flag-
rende Haar. Det var imidlertid ikke George, men det Næst-
bedste : det var Nyt fra ham.
Det var stakkels Tom Stubble, som for fireogtyve Timer
siden var marscheret saa galant ud af Briissel, bærende Regi-
mentets Fane, hvilken han meget tappert havde forsvaret paa
Kamppladsen. En fransk Landsener havde stukket -den unge
Fændrik i Benet, saaat han faldt, medens han endnu stadig
tappert holdt fast ved sit Flag. Ved Slutningen af Engage-
mentet havde man fundet en Plads for den stakkels Dreng i
en Karre, og han var bleven bragt tilbage til Briissel.
1
— Mr. Sedley, Mr. Sedley! raabte Drengen svagt, og Jos
kom derhen, næsten forfærdet over denne Kalden. Han kunde
ikke strax skjælne, hvem det var, som kaldte paa ham.
Lille Tom Stubble holdt sin varme, svage Haand frem.
— Jeg skal lægges ind her, sagde han. Osborne — og —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
