- Project Runeberg -  Forfængelighedens Marked : en Roman uden en Helt / Anden Del /
125

(1877-1878) [MARC] Author: William Makepeace Thackeray Translator: Axel Damkier
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. I hvilket Jos flygter, og Krigen bringes til Ende

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Maade Dagens Begivenheder og de Bedrifter, som vore Yenner
ved det brave —de Regiment havde udført. De havde lidt
haardt. De havde mistet overmaade mange Officerer og Menige.
Majorens Hest var bleven skudt under ham, og de troede Alle,
at O’Dowd var bleven dræbt, og at Dobbin var bleven Major,
indtil de, da de vendte tilbage fra Angrebet til deres gamle Plads,
opdagede Majoren siddende paa Pyramus’s Lig og forfriske
sig med sin Feltflaske. Det var Kaptajn Osborne, som slog
den franske Landsener ned, der havde saaret Fændriken. Amelia
blev bleg ved denne Meddelelse, hvorfor Mrs. O’Dowd stansede
den unge Fændrik i denne Historie. Og det var Kaptajn
Dobbin, som, skjøndt selv saaret, ved Dagens Slutning løftede
den unge Fændrik op i sine Arme og bar ham ben til Lægen
og derfra til den Karre, som skulde bringe barn tilbage til
Brtissel. Og det var barn, som lovede Kusken to Luisd’orer,
hvis ban vilde lægge Vejen om ad Mr. Sedley’s Hotel og for-
tælle Mrs. Osborne, at Slaget var tilende, og at hendes Mand
var uskadt og befandt sig vel.
— Han bar dog et godt Hjerte, den William Dobbin,
sagde Mrs. O’Dowd, skjøndt han altid ler ad mig.»
Unge Stubble forsikrede, at der var ikke en Officer Mage
til barn i bele Armeen, og ban var uudtømmelig i Ros over
den ædle Kaptajn, hans Beskedenhed, hans Venlighed og hans
beundringsværdige Ro under Kampen. Til denne Del af Sam-
talen lyttede Amelia kun med meget adspredt Opmærksomhed;
¥
det var kun, naar der blev talt om George, at bun lyttede
efter, og naar der ikke blev talt om barn, tænkte bun paa barn.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Mar 4 15:04:39 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/forfmark/2/0135.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free