Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 19. Mellem London og Hampshire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og flagrende hørgult Haar, kraftig af Legemsbygning, men
med et ædelmodigt og blidt Hjerte, han var kjærlig hengiven
imod Alle, som vare gode imod ham — imod Ponyen — imod
Lord Southdown, som gav ham Hesten •— (han plejede at
blive rød over det Hele, naar han saa denne venlige, unge
Adelsmand) — imod Groomen, som passede Ponyen — imod
Molly, Kokkepigen, som om Aftenen fyldte ham med Spøgelse-
historier og med gode Ting, som vare levnede fra Middagen
— imod Briggs, hvem han pinte og plagede og lo ad, og i
Særdeleshed mod sin Fader, hvis Kjærlighed til’ Drengen var
kuriøs at bemærke. Her maa hans Hengivenhed, da han var
omtrent otte Aar gammel, siges at være endt. Den smukke
Moderdrøm var efterhaanden falmet. I næsten to Aar havde
hun næppe talt til Barnet. Hun kunde ikke lide ham. Han
havde Mæslinger og Kighoste. Han kjedede hende. En Dag,
da han stod paa Trappegangen efter at være krøben ned fra
de øvre Regioner, hidlokket af Lyden af sin Moders Stemme,
som sang for Lord Steyne, aabnedes Dagligstuedøren pludselig,
hvorved man opdagede den lille Spion, som for kun et Øje-
blik siden havde været henrykt over at lytte til Musiken.
Hans Moder kom ud og gav ham i Heftighed et Par paa
Øret. Han hørte Marquiens laa en Latter op inde i Værelset,
(han morede sig nemlig over den fri og ukunstlede Maade,
paa hvilken Becky lagde sin Hidsighed for Dagen) og flygtede
ned i Kjøkkenet, hvor han gav sin Sorg Luft.
— Det er ikke, fordi det gjør ondt, gispede lille Rawdon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
