Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. I hvilket Lord Steyne viser sig i sit mest elskværdige Lys
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sige, at have Dig ved Siden af mig i Vognen end den tossede
gamle Briggs. Lad os altid vedblive at leve saaledes, kjære
Eawdon. Hvor det vilde være yndigt, og hvor lykkelige vi
altid vilde være, naar vi blot havde Penge!
Efter Middag faldt han i Søvn i sin Lænestol; han saa
ikke Ansigtet lige over for sig — udtæret, træt og frygteligt;
det opklaredes af friske, oprigtige Smil, naar han vaagnede.
Det kyssede ham glad. Han undrede sig over, at han nogen-
sinde havde været mistænksom. Nej, han havde aldrig været mis-
tænksom. Denne mørke Tvivl og dens grove Mistydninger
havde kun været Udtryk for en intetsigende Jalousi. Hun
holdt meget af ham, det havde hun altid gjort. Hvad det
angik, at hun glimrede i Selskabet, davar det ikke hendes Fejl;
hun var skabt til at glimre der. Yar der nogen Kvinde, der
kunde tale, synge eller gjøre Nogetsomhelst som hun? Naar
hun blot vilde holde af Drengen! tænkte Eawdon. Men Moder
og Søn kunde aldrig komme til at nærme sig hinanden.
Og det var, medens Eawdon var optaget af denne Tvivl
og disse Sindsbevægelser, at den Hændelse indtraf, som vi
omtalte i sidste Kapitel; og den ulykkelige Oberst befandt sig
som Fange borte fra Hjemmet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
