Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Vor Ven Majoren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V j’, • 4 .’■ *
’
[
N
’
,f
vÆ
p
Dobbin traad tø frem og trykkede den gamle Mand hjertelig
i Haanden.
Skjøndt han endnu denne Aften havde saa vigtige Forret-
ninger i London, samtykkede Majoren dog i at udsætte disse og
modtage Mr. Sedleys Indbydelse til at gaa med hjem og drikke
The. Amelia tog sin unge Veninde med det gule Shavl under
Armen og gik i Forvejen hjemad, saaat Dobbin maatte nøjes
med Mr. Sedleys Selskab. Den gamle Mand gik meget lang-
somt og fortalte en Mængde gamle Historier om sig selv og
stakkels Bessy, om sin tidligere Velstand og sin Fallit. Hans
Tanker dvælede — som Tilfældet i Almindelighed er med
gamle affældige Mænd — udelukkende ved Fortiden. Hvad
der laa senere hen i Tiden, kjendte han kun lidt til, naar
undtages den Katastrofe, hvis Virkninger han endnu følte. „
Majoren havde Intet imod, at han uafladelig talte. Hans Øjne
vare fæstede paa den Skikkelse, som gik foran ham — den
kjære lille Skikkelse, som altid var tilstede i hans Tanker og
i hans Bønner, og som viste sig i hans Drømme, hvad enten
han var vaagen eller sov.
Amelia var hele Aftenen meget lykkelig, smilende og
virksom og opfyldte, som Dobbin tænkte, sine Pligter som
Værtinde for det lille Selskab med megen Ynde og Anstand.
Hans Øjne vare uafladelig fæstede paa hende, medens de sad
sammen i Skumringen. Hvor mange Gange havde han ikke
længtes efter dette Øjeblik og fjernt borte under de varme
Vinde og paa anstrengende Marscher tænkt sig hende, kjær-
lig og lykkelig, med Venlighed hyggende om Alderdommen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
