Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Det gamle Fortepiano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Jeg sætter det højere end noget Andet af hvad jeg
ejer i Verden, sagde Amelia.
— Gjør De, Amelia? raabte Majoren.
Sagen var, at da han selv havde kjøbt det, skjøndt han
aldrig havde talt derom, faldt det ham ikke ind at formode,
at Emmy skulde tro, at nogen Anden var Kjøberen, og han
tog det for en afgjort Sag, at hun mente, at Gaven var
kommen fra ham.
— Gjør De, Amelia? sagde han, og Spørgsmaalet, det
store Spørgsmaal svævede paa hans Læber, da Emmy svarede:
— Hvor kan jeg Andet? — har han ikke givet mig det?
— Det vidste jeg ikke, sagde stakkels gamle Dob og
følte sig helt nedslaaet.
Emmy lagde ikke den Gang Mærke til denne Omstæn-
dighed eller tog strax Notits af det meget melankolske Ud-
tryk, som brave Dobbins Ansigt antog; men hun tænkte senere
derover. Og saa slog det hende, til hendes usigelige Smerte
og Kval, at det var William, som var Giveren af Fortepianoet,
og ikke George, som hun havde bildt sig ind. Det var ikke
Georges Gave, den eneste, hun, som hun troede, havde faaet af sin
Elsker — den Ting, som hun havde holdt mere af end af
alle andre — hendes kjæreste Relikvie og Skat. Hun havde
talt til det om George, spillet hans Yndlingsmelodier paa det,
siddet i de lange Aftentimer og efter bedste Evne spillet
melankolske Harmonier paa dets Tangenter og i Taushed grædt
over dem. Det var ikke en Erindring om George. Nu var
det værdiløst. Næste Gang gamle Sedley bad hende spille,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
