Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Det gamle Fortepiano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sagde hun, at det var saa forfærdelig forstemt, at hun havde
Hovedpine, og at hun ikke kunde spille.
Som hun plejede, bebrejdede hun derpaa sig selv sin
Vrantenhed og TJtaknemlighed og besluttede at give den brave
William Oprejsning for den Foragt, hun ikke havde givet Ud-
tryk lige over for ham, men følt for hans Fortepiano. Faa
Dage senere, da de sade i Dagligstuen, hvor Jos var falden
i en behagelig Søvn efter Middag, sagde Amelia derfor med
meget rystende Stemme til Major Dobbin:
— Der er Noget, jeg skylder Dem en Undskyldning for.
— Hvad er det? sagde han.
— Det er — det er det lille Fortepiano. Jeg takkede
Dem aldrig for det, da De gav mig det for mange, mange
Aar siden, inden jeg blev gift. Jeg troede, en Anden havde
foræret mig det. Tak William.
Hun rakte ham Haanden; men den stakkels lille Kvindes
Hjerte blødte; og hvad Øjnene angik, da vare Vandværkerne
naturligvis som sædvanlig i Arbejde.
Men William kunde ikke længere holde sig tilbage.
— Amelia, Amelia, sagde han, jeg kjøbte det til Dem.
Jeg elskede Dem den Gang, ligesom jeg gjør det nu. Jeg
maa sige Dem det. Jeg tror, jeg har elsket Dem fra det
første Øjeblik, jeg saa Dem, da George førte mig til deres Hus
for at vise mig den Amelia, hvem han var forlovet med. De
var kun et Barn, i hvid Kjole, med store Krøller; De kom
syngende ned — kan De huske det? — og vi gik i Vauxhall.
Siden den Tid har jeg kun tænkt paa en Kvinde i Verden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
