Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Vi vende tilbage til den gentile Verden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Drengene i Skolen kalde ham »Langhale«. Jeg har givet
ham det Navn; er det ikke brillant? Men Dob læser Latin
som Engelsk og Fransk og saadant Noget. Og naar vi spad-
sere sammen, fortæller han mig Historier om min Papa og
aldrig om sig selv; skjøndt jeg har hørt Oberst Buckler
%
hjemme hos Bedstefader sige, at han er en af de braveste
Officerer i Armeen og har udmærket sig voldsomt meget.
Bedstefader blev helt overrasket og sagde: — Den Fyr!
Hvadfornoget ? Jeg troede ikke, han kunde sige Buh til en
Ko — men jeg ved, at han kan, kan han ikke, Mama?
Emmy lo; hun ansaa det for meget rimeligt, at Majoren
kunde gjøre Sligt.
Naar der var en oprigtig Kjærlighed mellem George og
Majoren, saa maa det tilstaaes, at der ikke var megen Kjær-
lighed imellem Drengen og hans Onkel. George havde til-
egnet sig en Maade at puste sin Kind op paa, putte Hæn-
derne i Vestelommerne og sige: — »Du store Gud! Det er
dog vel ikke sandt«, som saa nøjagtig lignede gamle Jos’s
Maade at komportere sig paa, at det var umuligt at lade
være at le deraf. Tjenestefolkene brast ud i Latter under
Middagsmaaltidet, naar Drengen spurgte om Noget, som ikke var
paa Bordet, og saa paatog sig denne Mine og brugte den nævnte
Yndlingsfrase. Selv Dobbin kunde give efter for et velvilligt
Latterudbrud over Drengens Efterabelsestalent. Naar George
ikke efterabede sin Onkel lige i hans aabne Øjne, saa var det
kun, fordi Dobbins Bebrejdelser og Amelias forskrækkede
Bønner fik den lille Døgenigt til at modstaa sin Tilbøjelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
