Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Amantium Iræ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Attende Kapitel.
Ainantiura Iræ.
Det var meget rimeligt, at den Slags Frimodighed og
Venlighed som Amelias kunde røre selv en saa forhærdet, lille,
ryggesløs Person som Becky. Hun gjengjældte Emmys Kjær-
tegn og kjærlige Ord med noget, der meget lignede Tak-
lighed, og med en indre Bevægelse, der, om den end
ikke var af lang Varighed, dog for et Øjeblik var næsten op-
rigtig ment. Det var et heldigt Træk af hende, det om
Barnet, der »grædende blev revet ud af hendes Arme«-; det
var ved denne hjerteskjærende Ulykke, at Becky havde gjen-
vundet sin Veninde, og vi kunne være overbeviste om, at det
var et af de allerførste Punkter, om hvilke vor stakkels lille,
enfoldige Emmy begyndte at tale til hende.
— Naa, saa de tog dit kjære Barn fra Dig, udraabte
vor lille Nar. Ak, Rebecca, min stakkels kjære, haardtprøvede
Veninde, jeg ved, hvad det vil sige at miste en Søn, og jeg kan føle
for dem, som have mistet en. Men Himlen give, at Du maa
faa din Søn igjen, ligesom et barmhjertigt, barmhjertigt Forsyn
har givet mig min tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
