Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Amantium Iræ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bankede ham paa Skulderen med en Parasol, og han slog
Øjnene op og saa Mrs. Amelia.
Denne Dame tyranniserede paa sin Vis Major Dobbin
(thi selv det svageste Menneske vil have En at dominere over),
og hun tumlede omkring med ham, klappede ham og lod
«
ham apportere og bære, akkurat som om han var en stor
Newfoundlænderhund. Han kunde saa at sige godt lide at
springe i Vandet, naar hun sagde »Hallo, Dobbin!« og at
løbe bag efter hende med hendes Ridikule i Munden. Jeg
har ikke havt synderlig Udbytte af at skrive denne Fortæl-
ling, hvis Læserne ikke have opdaget, at Majoren var en
forelsket Nar.
— Hvorfor ventede De ikke paa mig, Sir, for at ledsage
mig ned ad Trapperne? sagde hun med et lille Knix med
Hovedet og et højst sarkastisk Smil.
— Jeg kunde ikke staa oprejst i Gangen, svarede han
med et komisk bedende Blik.
Og henrykt over at byde hende sin Arm og føre hende
ud af dette afskyelige, tilrøgede Sted, vilde han have spad-
seret bort med hende uden saa meget som at erindre Op-
varteren, hvis ikke den unge Fyr var løbet efter ham og
havde stanset ham paa Elefantens Dørtærskel for at faa
ham til at betale det 01, som han ikke havde drukket.
Emmy lo og kaldte ham en uartig Mand, der vilde gjøre
Gjæld, og gjorde nogle vittige Bemærkninger, passende til
Lejligheden og det tynde 01. Hun var i meget godt Humør
og trippede rask hen over Torvet. Hun vilde øjeblikkelig tale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
