Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Amantium Iræ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Hvad for Noget, det er da vel ikke deres Mening*
at De vil have det Fruentimmer i Huset? busede Majoren ud,
idet han sprang op.
— Naturligvis ville vi det, sagde Amelia paa den
naturligste Maade af Verden. Bliv ikke vred og bræk Møb-
lerne i Stykker, Major Dobbin. Naturligvis ville vi have
hende her.
— Naturligvis, min Kjære, sagde Jos.
— Den stakkels Skabning, efter alle hendes Lidelser,
fortsatte Emmy; hendes afskyelige Bankier er gaaet fallit og
er løbet sin Vej; hendes Mand — det afskyelige Skarn —
har forladt hende og taget hendes Barn bort fra hende (her
knyttede hun sine to smaa Hænder og holdt dem frem paa
den mest truende Maade, saa at Majoren var henrykt over at
beskue en saa uforfærdet Skjoldmø), stakkels, kjære Tingest!
ganske alene og af Omstændighederne absolut tvungen til at
give Timer i Sang for at faa det tørre Brød — og vi skulde
ikke tage hende til os!
— Tag Timer, min kjære Mrs. George, raabte Majoren,
men tag hende ikke i Huset. Jeg beder Dem derom.
— Bah, sagde Jos.
— De, som altid er god og venlig eller i det Mindste
altid plejede at være det; jeg forbauses over Dem, raabte
Amelia. Naar i Alverden skulde det vel være det rette
Øjeblik at hjælpe hende, hvis det ikke er nu, da hun er saa
ulykkelig? Nu er det paa Tide at staa hende bi. Den ældste
Veninde, jeg nogensinde har haft, og ikke —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
