Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Amantium Iræ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Hun har ikke altid været deres Veninde, Amelia,
sagde Majoren, thi han var nu formelig vred.
Denne Hentydning var for meget for Amelia. Hun saa
Majoren næsten heftig ind i Ansigtet og sagde: — Skam Dem,
Major Dobbin! og efter at liave affyret dette Skud, gik hun
ud af Værelset med den mest majestætiske Mine og lukkede
sin egen Dør haardt i efter sig og sin fornærmede Værdighed.
— At hentyde til det! sagde hun, da Døren var lukket.
O, det var grusomt af ham at minde mig derom.
Og hun saa op paa Georges Maleri, som hang der som
sædvanlig med Drengens Portræt nedenunder.
— Det var grusomt af ham. Naar jeg b’avde tilgivet
det, burde han saa have talt? Nej. Og det er fra hans
egne Læber, at jeg ved, hvor afskyelig og ugrundet min
Jalousi var, og at Du var ren — ak ja, Du var ren, min
Helgen i Himlen!
Hun gik skjælvende og harmfuld op og ned ad Gulvet.
Hun gik ben og lænede sig til den Komode, ovenover hvilken
Maleriet hang, og stirrede og stirrede paa det. Georges Øjne
syntes at se ned paa hende med et Blik, der blev mere og
mere bebrejdende, jo mere hun saa derpaa. De dyrebare
Erindringer fra hendes første, korte Kjærlighedsperiode dukkede
igjen op for hende. Det Saar, som Aarene næppe havde
læget, blødte paany, og ak hvor bittert! Hun kunde ikke
udholde de Bebrejdeleer, som hendes Ægtefælle syntes at gjøre
hende. Det kunde ikke ske. Nej, aldrig, aldrig!
Stakkels Dobbin; stakkels, gamle William! Det ulykkelige
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
