Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 18. Amantium Iræ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ønsket at lade dem passere, men kunde ikke; og denne
skaanselsløse lille Frue havde fundet et Paaskud og besluttet
at gjøre sig fri.
Da Majoren endelig hen paa Eftermiddagen opnaaede
Adgang til Amelia, modtog han i Stedet for den sædvanlige
hjertelige og kjærlige Hilsen, som han nu i lang Tid havde
været vant til, et fornemt Nik og et koldt Tryk af en lille
behandsket Haand, som øjeblikkelig blev trukket tilbage igjen.
Rebecca var ogsaa i Værelset og gik ham imøde med et
Smil og en fremstrakt Haand. Dobbin trak sig lidt forvirret
tilbage.
— Jeg — jeg beder Dem undskylde, Madame, sagde
han; men jeg er nødt til at sige Dem, at det ikke er som
deres Ven, jeg kommer her.
— Bah! for Pokker; lad os nu være fri for den Slags Ting!
raabte Jos, som blev urolig og gjerne vilde være fri for
Scener.
— Jeg gad vide, hvad Major Dobbin har at sige imod
Rebecca? sagde Amelia med sagte, klar Stemme, der dog
rystede lidt, og et meget determineret Udtryk i Øjnene.
— Jeg vil ikke have den Slags Ting i mit Hus, ind-
vendte Jos igjen. Jeg siger, jeg vil ikke taale det, og Dobbin,
jeg beder Dem, Sir, at De vil holde inde.
Og han saa sig skjælvende om, blev meget rød i Ho-
vedet, stønnede stærkt og begav sig hen imod Døren.
— Kjære Ven! sagde Rebecca med engleagtig Blidhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
