Kapitel I. Ophavsretten og dens økonomiske udnyttelse. 1. Det er stadig et i den juridiske teori omstridt spørgsmål, hvil- ken retsstilling der skal gives forlæggere og andre, der som mellem- mænd mellem ophavsmand og publikum formidler den økonomiske udnyttelse af ophavsretten1). Så meget er klart, at konstruktionen af selve ophavsretten efter nutidens opfattelse får betydning. Set historisk stiller sagen sig anderledes. Det var efter bogtrykker- kunstens opfindelse ikke ophavsmanden, der blev givet beskyttelse mod eftertryk, men den, der bekostede trykningen. Dette kunne være og var ofte ophavsmanden2), men i stigende grad blev det bogtrykkere og forlæggere. Ved udgivelse af afdøde ophavsmænds værker, bibeloversættelser, bønnebøger o. 1. værker, blev det bog- *) Terminologien „ophavsret“ og „ophavsmand"', Ophavsretten s. 9, er nu akcepteret også af den danske komm ission indenfor det fælles nordiske sam- arbejde for tilvejebringelse af ensartet lovgivning på området i de nordiske lande, se udk. 1951 s. 73: „Kom missionen har meget ønsket en kort og klar be- tegnelse på den ret, der tillægges frembringerne af litterære og kunstneriske værker . . . . Man har overvejet udtrykket „autorretten“ , men har forkastet det på grund af dets fremmede tone.“ Loven foreslås benævnt „lov om ophavsret til litterære og kunstneriske værker“ , hvorved „det er tilkendegivet, at der også kan tænkes ophavsret til andre frembringelser“ , men man er dog, som det siges anf. sted, klar over, „at udtrykket „ophavsret“ , når loven har været i kraft i nogle år, vil gå over til i almindelig sprogbrug kun at om falte eneretten til de litterære og kunstneriske værker, men man har i og for sig intet im od en sådan udvikling“ . Der er intet til hinder for kort at benævne loven: Lov om ophavsret. Af overskriften til udk. kap. V: „Andre med ophavsret beslægtede rettigheder“ , ses, at terminologien netop begrænses til den ret, der hidtil har værel benævnt „forfatter- og kunstnerret“ . Litteraturhenvisninger se Ophavsretten s. 317, note 2. 8) Se eksempelvis Kancelliets Brevbøger 1640— 41 s. 54, 283— 84, 587— 88 og s. 593. Sidstnævnte bevilling gives 19. oktober 1641 rådmand Christen Ostersen, „der med stor Bekostning har ladet forfærdige en Bog kaldet „Glossarium Jurí- dico Danicum“ , hvorfor han får bevilling på, at ingen i de næste 10 år må efter- trykke denne bog eller, hvis den trykkes andetsteds, indføre den her i riget til salg.