14 trykker eller forlægger, der drog omsorg for værkets mangfoldig- gørelse og spredning. Beskyttelsen blev givet ved privilegier udstedt af fyrsten til den pågældende personlig. Man har fra først af ikke blik for ophavsmandens ret som skaber af værket. Bag privilegiesystemet ligger samfundets interesse i at fremme bogtrykkerkunstens udbredelse og landets forsyning med bøger. Samtidig varetager det offentlige sin interesse i censur med ind- holdet af bøgerne. Hverken ophavsmandens økonomiske eller ideelle interesser nyder direkte retsbeskyttelse. Kun privilegieinde- haverens interesse i at hævde værket mod eftertryk og forringelse medfører en beskyttelse gennem refleksvirkning og i kraft af af- taler mellem ophavsmand og forlægger. For dansk rets vedkommende sker der ikke nogen principiel ændring i forholdet mellem ophavsmand og forlægger ved fr. 7. jan. 1741. Denne indfører en generel forlæggerbeskyttelse til afløsning af den specielle, den enkelte bogtrykker eller forlægger gennem privilegiet givne. Beskyttelsen er dog afhængig af, at forlæggeren har erhvervet sig værket justo titulo „såsom enten ved frievillig Gave, Donation eller ved at tilhandle sig samme, eller ved at lade først oversætte eller saaledes forbedre, at derved nogen kiendelig Bekostning er giort“, samt at han, når det er aldeles bortsolgt, påny oplægger det. Når nogen således eller på nogen anden lovlig måde er blevet ejer af værket, skal det bestandig tilhøre ham som sit eget, og eftertryk forbydes. Faktisk medfører forordningen en beskyttelse af ophavsmanden, omend afledet1). Frihedstiden med dens krav om anerkendelse af rettigheder, her- under den private ejendomsret, baner vej for en selvstændig be- skyttelse af ophavsretten. Der sker en „bytten gårde“ . Forlæggeren har ikke længere nogen selvstændig på offentlig bevilling hvilende ret, men hans ret må fremtidig støtte sig til ophavsmandens ret. Samfundet anerkender ophavsmandens ret som en eneret til at mangfoldiggøre og offentliggøre værket. Om retsudviklingen i Dan- mark se Ophavsretten s. 320 ff. og udk. 1951 s. 64 ff. Hermed er også grundlaget for forlagsretten i moderne forstand givet. Ophavsmandens eneret til mangfoldiggørelse ved trykken og offentliggørelse af værket, „bogretten“ , overdrages i et ved over- dragelsen nærmere fastsat omfang forlæggeren, der på sin side for- pligter sig til offentliggørelsen. *) Se Ophavsretten s. 317 ff., Eberstein I s. 10— 14.