27 absolut klarhed m.h.t. rækkevidden af lovens begreber, ikke mindst i tilfælde som det foreliggende, hvor det drejer sig om lovens an- givelse af ophavsrettens indhold, den vigtigste regel i ophavsrets- loven. Dette bør gælde al lovgivning men navnlig nordisk fælles lovgivning, hvor man nok vil høre den lovforslaget forelæggende minister henvise til, at forslaget er væsentlig lig de forslag, der er fremsat eller vedtaget eller skal vedtages i de øvrige nordiske lande og tilsigter retsenhed, hvorfor der ikke bør ændres for meget i for- slaget. Det bør derfor bringes på det rene, hvad der forstås ved at gøre værket „tilgængeligt for almenheden“, inden loven forelæg- ges for rigsdagen. Hvis udlån og udleje af bøger falder herunder, er der tale om en udvidelse af ophavsmandens eneret udover gæl- dende lovs begreb herom. Det svenske udkast er endnu ikke offentliggjort, men blandt den svenske kommissions medlemmer er Gösta Eberstein, hvis udtalel- ser om den af Ross dragne skarpe grænse mellem p. d. e. s. ophavs- mandens eneret til mangfoldiggørelse og offentlig fremførelse og p. d. a. s. ophavsmandens forbudsret, er anført ovenfor. Det stem- mer ikke med den opfattelse, som her kommer til udtryk, at an- bringe udlån og udleje af bøger under det ophavsretsindhold, der består i at gøre værket tilgængeligt for almenheden. 6. Den økonomiske udnyttelse af ophavsretten sker i reglen gen- nem mellemmænd. Ludvig Holberg handlede selv sine bøger, men i nutiden er dette et så sjældent fænomen, at der kan ses helt bort fra det. Det kan praktisk talt hævdes, at al økonomisk udnyttelse af værkerne sker gennem mellemmænd, forlæggere, teaterdirektø- rer, filmselskaber, sendeselskaber, Koda-organisationer, Drama-ret, Nordisk Copyright Bureau, reproduktionsanstalter, udøvende kunst- nere o. s. v. o. s. v. I alle disse tilfælde støtter erhververen sig til ophavsmandens eneret, der ved kontrakt overføres til ham. Ved siden af ophavsretten består en kontraktsret, der muliggør ene- rettens økonomiske udnyttelse. Det kan i det store og hele siges, at lovgivningerne har overladt det til ophavsmændene selv og til deres medkontrahenter samt parternes organisationer at udforme denne kontraktsret på hensigtsmæssig måde. Dette er også det rationelle. Det drejer sig netop om en kontraktsret på vidtstrakte forretningsområder, hvor lovgivning kan undværes, og hvor i hvert fald præceptive regler kun ganske undtagelsesvis stemmer med parternes tarv. For et enkelt område — forlagsretten — er der i